Gå-selv street art walk - København

Halmtorvet 30, 1700 København V, Danmark

2 forskellige street art ruter gennem Nørrebro eller Vesterbro

Beskrivelse af ruterne

Vælg mellem to forskellige gå-selv street art ruter i København af forskellig sværhedsgrad. Ruten gennem Nørrebro tager dig på en 9,5 km lang byvandring med smuk og mangfoldig street art. Estimeret tid: 2,5-3 timer (alt afhængig af hvor kunstinteresseret du er) Vesterbro-ruten på 3,5 km er for dig, der har begrænset tid eller blot vil nyde en kortere tur tættere på centrum. Estimeret tid: 45-60 min.

Vesterbro 3,5 km

Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Nem 4,84 km 9,5 m -

Tag på en spændende street art-rute gennem København og oplev byens levende kunstscene. Ruten tager dig gennem Vesterbro, hvor du møder alt fra store, farverige vægmalerier til skjulte kunstværker, der giver byen sin karakteristiske kant. København er kendt for at tiltrække både lokale og internationale street art-kunstnere, der bruger byens vægge som lærred for deres kreative og ofte tankevækkende værker. På turen vil du opleve kunst, der skildrer alt fra humor og satire til sociale og politiske emner, og se hvordan street art kan bringe nyt liv til byens miljø. Vi gør opmærksom på at nogle af værkerne kan være delvist dækket af grafitti, men vi vil pointere dette undervejs! Ruten har ikke et fast startspunkt, så du kan starte der hvor det passer dig bedst - der vil dog i kronologisk rækkefølge være muligt at læse og høre via. rutens næste stop, hvordan man følger den afmærkede rute dertil. Vi anbefaler derfor også at benytte sattelit-funktionen, sådan at du kan se byen oppefra mens du går ruten. God fornøjelse!

1

ROA

Adresse: Gasværksvej 22 Vi fra OpdagDanmark byder dig velkommen til vores street-art rute hvor vi skal rundt og se 15 forskellige malerier rundt omkring på Vesterbro! Vi starter vores street-art walk her på Gasværksvej 22 i den østlige del af Vesterbro. Værket her blev til i juni 2015 som en del af projektet 'Surface Project'. Den danske fotograf Søren Solkær åbnede en stor Surface-udstilling i København med portrætter af verdenskendte street art-kunstnere. Dertil inviterede han seks af de deltagende kunstnere til at male gavlværker i København op til udstillingen – en af dem var ROA. Maleriet er desværre blevet udsat for graffiti i bunden, men heldigvis kan langt det meste af værket stadig nydes! Foran gavlmaleriet er der indhegnet, dette skyldes at der ligger en skole lige her. Maleriet er heldigvis i så stor skala at det sagtens kan ses fra gaden. Den bygning som værket er opført på er desuden et socialt tilflugtssted for særligt udsatte mennesker, som lever med alvorlige udfordringer. Hav derfor respekt når du færdes og tager billeder her. Gavlmaleriet består af dyremotiver med bla. pindsvin, egern og mus, optegnet i sort/hvid, som bevæger sig rundt på muren. Dyrene er placeret sådan, at de synes at kravle på vindueskarmene og kunstneren bruger derfor de fysiske rammer til at facilitere den fortælling der bliver kommunikeret. Ikke nok med at dyrene er super flotte rent teknisk, i både deres pels og blanke øjne, så ser vi et legende univers hvor dyrene synes at kravle fra gadeplan op i højderne. Dette spil med perspektiv giver beskueren et realistisk aspekt selvom dyrene i sin skala er tegnet i et urealistisk målestoksforhold. Kunstneren formår derfor at skabe et genkendeligt motiv for alle der ser dette smukke gavlmaleri. Dyrene bringes ind i bybilledet som en påmindelse om at dyrene færdes i det urbane miljø og at vi som mennesker blot optager deres naturlige plads. ROA er en belgisk street art-kunstner kendt for sine store, monokrome dyremotiver i realistisk stil. Hans værker, udført i sort, hvid og gråtoner, tematiserer livets cyklus og forgængelighed og skaber både fascination og provokation. Med sin unikke stil og respekt for det lokale miljø er ROA blandt de mest indflydelsesrige navne i moderne street art. Foto: OpdagDanmark

2

Stine Hvid

Adresse: Sommerstedgade 9A Vi fortsætter ruten ned af Gasværksvej og drejer til højre ud på Halmtorvet. Her tager vi en afstikker fra ruten og drejer til venstre ned på Sommerstedgade og derefter til venstre igen ind på en lille parkeringsplads. Værket sprudler af levende farver og emmer af stemning, der næsten leder tankerne mod nattelivet i New Orleans. De lilla bygninger danner en ramme omkring scenen, hvor vinduernes orange lys skaber varme kontraster. I midten møder vi fire karakterer: en hund, der selvsikkert læner poten mod en dreng i skrædderstilling, og på den anden side en kat, der hviler poten på en pige, som sidder på hug. Hunden og katten fremstår som seje typer med solbriller, guldkæde og smøg, mens drengen og pigen ser undrende og intenst på beskueren. Bag dem kaster en strålende gul-orange sol en dramatisk glød over hele scenen. På Vesterbro kan værket ses som et billede på kvarterets blandede sjæl – hvor råhed og farverig kreativitet går hånd i hånd. Hunden og katten fremstår som symboler på gadens hårde, selvsikre typer, mens børnene i midten spejler uskyld og undren. Sammen viser de, hvordan Vesterbro rummer både styrke, leg og en konstant dialog mellem det barske og det livsbekræftende. Kunstneren bag er Stine Hvid, en dansk street artist, muralist og billedkunstner, uddannet i Visuel Kommunikation i København og på Edinburgh College of Art. Siden 2013 har hun arbejdet som fuldtidskunstner og samarbejdet med en bred vifte af brancher fra tv og musik til arkitektur og mode. Hun kombinerer maleri, illustration og skulptur i farverige værker, der kredser om menneskelige følelser og relationer. Med inspiration fra natur og hverdagsliv skaber hun kunst, der balancerer mellem det abstrakte og det figurative og som inviterer beskueren ind i små fortællinger og stemninger. Foto: OpdagDanmark / Stine Hvid

3

Bag hegnet

Adresse: Sønder Blvd. 44 Vi bevæger os nu tilbage på ruten ud på Sønder Boulevard. Herfra krydser vi vejen til hjørnet mellem Sønder Boulevard og Dannebrogsgade. Her er der til højre endnu mere streetart på muren end det vi lige zoomer ind på her. Værket er gemt bag et hegn hvor du ikke må gå ind, men heldigvis er det nemt at se gennem metalgitteret. Dette maleri er helt nyt, og vi har endnu ikke kunne spore os frem til kunsteren og historien bag. Dette gør vi snarets muligt! Foto: Hans Jørgen Nielsen

4

$KINY $KI MA$K - $axogade

Adresse: Saxogade 94 Vi følger nu ruten gennem Letlandsgade og op ad Litauens Plads. Her på hjørnet af Litauens Plads og Saxogade ser vi vores næste maleri. Dette værk er skabt af samme kunstner som vi tidligere så, nemlig $KINY $KI MA$K. Værket ved navn $axogade, blev færdiggjort i September 2022 og pryder facaden på frisøren Ruben og Bobby, som kombinere den klassiske frisør med tegneserier, computerspil, retro samlekort og meget mere. Maleriet kombinerer et væld af forskellige elementer som inviterer beskueren til at gå på opdagelse i. Kunstnerens egen fortolkning af den amerikanske dollar indrammer værket og strækker sig om hele hjørnet af bygningen. En lang række forskellige citater pryder væggen, med portrætter, symboler og dyr. Et selvportræt af kunstneren optræder også på venstre gavl og agerer samlingspunkt for hele værket. Dette gavlmaleri taler for alvor ind i kunstnerens univers, i det rå urbane liv, som sætter kunsten på kanten. Den brede farvepalette lyser bygningen op og optræder som et værk der i dén grad gør denne lokation et visit værd. Foto: OpdagDanmark

5

DALeast - Never Landing

Adresse: Oehlenschlægersgade 72 Vi drejer fra sidste værk til højre af den lille smøge ud på Oehlenschlægersgade. Her tager vi en lille afstikker fra ruten, over vejen og videre ned af gaden. Her kan du på højre hånd betragte dette stops gavlmaleri. Det meste af maleriet på dette stop kan stadig nydes, dog gør vi opmærksom på at der er blevet overmalet med grafitti i bunden og med noget tekst øverst på gavlen. Vi har her vedlagt et billede af dets originale udseende. Værket blev til i juni 2015 som en del af den danske fotograf Søren Solkærs "Surface Project" - et internationalt projekt som har dokumenteret og portrætteret hundredvis af fremtrædende street art-kunstnere verden over. Gavlmaleriet 'Never Landing' er skabt af den kinesiske kunstner DALeast, som er internationalt kendt for sine store vægmalerier af dyr i bevægelse. Her ser vi en fugl i flugt, malet med hans karakteristiske streg, der får figuren til at virke opløst og fragmenteret – som om den er sammensat af tusind tråde. Denne stil skaber en stærk fornemmelse af energi og bevægelse, hvor fuglens vingesus næsten kan mærkes. Maleriet indholdt også en skinnende ring i toppen, der nu desværre er malet over - men som fuglen synes at spejde efter. Fortolkningen kan gå flere veje; fuglen kan ses som et symbol på frihed og styrke, mens dens dekonstruerede form peger på en vis skrøbelighed – som om den konstant er på grænsen mellem at samle sig og at gå i opløsning. Titlen Never Landing understreger netop dette - en evig rejse, en søgen uden hvile. DALeast er en kinesisk kunstner som, som nævnt, er kendt for sine dynamiske vægmalerier af dyr og figurer i bevægelse. Hans særlige stil skaber illusionen af tredimensionelle former, som ligner metaltråde i opløsning. Med temaer som natur, instinkter og livets dualiteter har han sat et markant præg på gader verden over og regnes som en af de mest nyskabende stemmer i moderne street art. Foto: OpdagDanmark / DALeast

6

Anna Bjerger - Utsikt

Adresse: Sankelmarksgade 34 Vi returnere til ruten på Dybbølsgade, men drejer ned af Sankelmarksgade inden vi fortsætter ind på Enghave Plads. Her venter der 2 gavlmalerier, der begge er placeret på din højre hånd. Vi starter for enden af gaden og tager det andet på tilbagevejen. På Sankelmarksgade 34 på Vesterbro vokser en pelargonieplante i stor skala op ad facaden. Værket 'Utsikt' er skabt af den svenske kunstner Anna Bjerger, og blev indviet i maj 2025 som et nyt bidrag til bydelens rige tradition for gavlmalerier. Pelargonien – en genkendelig og almindelig stueplante – fremstår her som en slags stille gigant, der både pryder og undrer. Den lysegrønne plante står mod en blågrå baggrund, inspireret af himlen på Vilhelm Hammershøis malerier. Værket rummer både intimitet og symbolik og fungerer som en sanselig påmindelse om det, vi ofte overser i byens rum: det liv, der foregår bag murene i vores hjem. Selvom Anna Bjerger primært arbejder fra sit atelier i det sydlige Sverige, har hun et nært forhold til Vesterbro og har udstillet i Danmark i mange år. Siden 2018 har hun været tilknyttet Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen – blot fem minutters gang fra gavlen – hvilket gør projektet særligt meningsfuldt for hende. Om valget af motiv skriver hun: "Der er en intimitet i vores forhold til vores stueplanter, en slags stille og hverdagsagtig spænding, som jeg udforsker i mit maleri. Pelargonien i min skitse kunne blive nogens udsigt. Det er en hissende tanke – alle disse udsigter, der findes i en by." Værket er blevet til på initiativ af beboerne i andelsforeningen Fremtiden, som ønskede at skabe både et poetisk samtidskunstværk og et nyt kulturelt mødested på Vesterbro. Som en forlængelse af kunstværket etableres det årlige plantebyttemarked UTSIKT ved gavlen – en forårstradition, hvor lokale og besøgende kan udveksle stiklinger, potteplanter og samtaler. Det første marked fandt sted ved indvielsen den 24. maj, og initiativet skal være med til at gro nye fællesskaber omkring kunst i byrummet. Utsikt er permanent og vil med sin stille styrke være en visuel ledsager for forbipasserende i mange år frem. En udsigt, som man kan vende tilbage til – igen og igen. Foto: OpdagDanmark

7

Hashim Bashier Mruta

Adresse: Sankelmarksgade 14 På tilbagevejen af Sankelmarksgade ser vi nu på det næste gavlmaleri inden vi drager gennem Enghave Plads. Det farvestrålende gavlmaleri på Sankelmarksgade 14 er et slående eksempel på Københavns interesse for global gadekunst og kulturel udveksling. Værket blev malet i 1991 af den tanzanianske kunstner Hashim Bashier Mruta og er udført i den karakteristiske Tingatinga-stil, som opstod i Tanzania i midten af det 20. århundrede. Stilen blev grundlagt af Edward Saidi Tingatinga, og Mruta, der var hans fætter og tidligere politibetjent i Dar es Salaam. Han videreudviklede derefter udtrykket med sin egen kunstneriske stemme. Maleriets motiv viser afrikanske dyr — leoparder og farverige fugle — i gentagende mønstre og stærke farver. Kompositionen balancerer mellem det fabulerende og det dekorative og tilfører Vesterbros byrum en eksotisk og drømmende dimension. Maleriet blev skabt i forbindelse med Images of Africa Festival, en stor kulturfestival i København, som fejrede afrikansk kunst og kultur. Kunstneren Mruta modtog en pris for netop dette værk, og det er siden blevet et elsket og respekteret kunstværk i bydelen. Trods tidens gang og byens forandringer står maleriet stadig flot og velbevaret — et vidnesbyrd om lokalbefolkningens værdsættelse og det stærke bånd, der er blevet skabt mellem tanzaniansk kunst og det københavnske gadebillede. Når du står foran denne gavl, ser du ikke blot et smukt vægmaleri, men et varigt symbol på kulturel udveksling og fællesskab på tværs af verdener. Foto: OpdagDanmark

8

ZUSA

Adresse: Flensborggade 24 Fra sidste stop følger du blot ruten gennem Enghave Plads - og inden vi smutter herfra, kan vi på Flensborggade, skråt over for pladsen se dette stops kunstværk. Det mindre maleri her er skabt af kunstneren ZUSA. ZUSA er aliaset for Anders Thordahl, en dansk street art-kunstner og pioner inden for graffitikulturen i Danmark. I 1996, som 27-årig, blev Anders diagnosticeret med sclerose og sidder nu i kørestol, men fortsætter sin kunst gennem samarbejde med hjælpere, der assisterer med udførelsen af hans værker. ZUSA’s værker består af de fire bogstaver, der symboliserer det tyske ord "zusammen" (sammen), og ses flere steder rundt omkring i København som farverige tags. Disse værker er en påmindelse om fællesskab og samarbejde, hvilket er særdeles vigtigt for Anders, da han, grundet sin sygdom, ikke selv kan benytte egne hænder til opførelsen af nye værker. Derfor er Anders også en markant figur på den danske street art-scene. Når først du har set dette ene ZUSA maleri, kan du hurtigt begynde at spotte det flere steder rundt omkring København. Foto: Street-art.dk

9

Stine Hvid - Tove Ditlevsen

Adresse: Rejsbygade 8 - Hedebygade 30A (i baggården) Vi tager en lille afstikker fra Enghave Plads op ad Enghavevej og derefter til venstre ind ad Rejsbygade. Her skal vi i baggården, se en smuk portrættering af forfatteren, digteren og lyrikeren Tove Ditlevsen. Værket er skabt af Stine Hvid som vi tidligere på ruten har stiftet bekendtskab med - i oktober 2025. For at opfriske er Stine kendt for at kombinere maleri, illustration og skulptur i farverige værker, der kredser om menneskelige følelser og relationer. Værket kan ses fra P-pladsen ved Rejsbygade 8. Værket er en kærlighedserklæring til Toves liv, hvor maleriet har direkte udsigt til Toves barndomshjem - på 4. sal. Her sad Tove i sovekammerets vindueskarm i lyset af aftenstjernen, og skrev digte til manden i månen - og netop her i baggården voksede hun op med sin bror Edvin og legede med sin barndomsveninde Ruth. Her skrev hun digte i sin første poesibog - eks. digtet om sommerfuglen og æbleblomsten: "Der fløj en lille sommerfugl". Værket kombinerer et portræt af Tove Ditlevsen med forskellige elementer af hendes liv og tekster, indrammet af smukke lyserøde blomster. Nederst indrammer hendes skrivende hænder bunden af værket, og forener Ditlevsens liv, med indflydelsen i hendes tekster.

10

No Title

Adresse: Vesterfælledvej 54 Vi følger nu ruten væk fra Enghave Plads og gennem Lyrskovgade. For enden af denne tager vi en lille afstikker fra ruten til venstre ned af Vesterfælledvej. På højre side af vejen vender du dig 180 grader og ser nu dette stops gavlmaleri. Værket blev fuldført af kunstneren No Title i 2022. No Title er en anonym kunstner, der har gjort sig bemærket i street art-verdenen med sine enkle, men dybt symbolske værker. Med en minimalistisk stil, der ofte kun består af få linjer eller enkle former, formår No Title at skabe billeder, der vækker stærke følelser og inviterer til refleksion. Kunstnerens værker er ofte præget af samfundskommentarer og udforsker temaer som identitet, anonymitet og forbrugersamfundets skyggesider. Vi har valgt at lade kunstnerens egne ord udtrykke baggrunden og motivet på værket, her skriver "No Title" følgende: "Jeg er nu færdig med gavlmaleriet i Humleby på Vesterfælledvej 54. Motivet er skræddersyet til netop denne placering, så det trækker på kvarterets unikke kulturhistorie. Jeg ville gerne arbejde med historien om stedet og trække tråde tilbage til, hvordan kvarteret opstod. Med det her motiv ville jeg gerne sætte fokus på, hvordan historierne om steder præger vores syn på vores byrum, og hvordan de historier er under konstant ombygning og udvikling. Navnet Humleby giver nok for mange det indtryk, at kvarteret udspringer fra Carlsberg-bryggeriet, som igennem en menneskealder bryggede øl ved siden af. Jeg kan tydeligt huske den tunge lugt af humle, der bredte sig i området, da jeg selv boede på Vesterbro for mange år siden. Men Humleby voksede oprindeligt ud af Arbejdernes Byggeforening, som opstod blandt arbejderne på B&W-værftet som en måde at skaffe sunde boliger til de arbejdere, der ellers var henvist til kummerlige vilkår. Motivet er inspireret af søsætningerne på værftet, og centralt i maleriet er et skib, som flankeres (af) et virvar af bjælker og stiger og stilladser. Maleriet er hentet i den arbejderkultur, som området har sine rødder i. Herpå er der overlejret et ornamenteret humlemotiv, som er flettet ind i stilladserne. Humleplanten vokser hastigt og breder sig hurtigt hen over det sted, hvor det er plantet. Nye beboere og historier har for længst overtaget det traditionelle arbejderkvarter, og den oprindelige forbindelse er nok delvist forsvundet for mange forbipasserende på Vesterfælledvej, men her er de flettet sammen. I dag er det nok de færreste værfts- eller bryggeriarbejdere, der har råd til et hus i Humleby, men det er en anden historie. Historierne om stedet er konstant under opbygning og bliver aldrig færdige. Det enorme byudvikingsprojekt i Carlsbergbyen har med kraner og stilladser skubbet bydelen i en ny retning, som vi stadig har til gode at se resultaterne af". Foto: OpdagDanmark

11

Søren Solkær - Black Sun

Adresse: Tøndergade 22 Vi fortsætter op af Amerikavej og drejer til højre ind af Tøndergade. Her kan vi på venstre hånd se endnu et gavlmaleri. Værket 'Black Sun' fra 2021 er skabt af den danske kunstner og fotograf Søren Solkær. Måske husker du navnet, som vi kort nævnte tidligere på ruten ifm. projektet 'Surface Project', hvor Solkær dokumenterede street art-kunstnere verden over. Dette værk tager udgangspunkt i stærenes berømte formationsdans på den danske himmel – et fænomen mange allerede kender til. Netop derfor fremstår motivet genkendeligt og vækker minder om naturens poesi. Stæreflokken danner et hjerte, der breder sig hen over gavlen, som om fuglene netop er fløjet forbi. På den hvide baggrund træder silhuetterne tydeligt frem, forstærket af det mørke element af bevoksning nederst på væggen. Maleriet bringer et stykke dansk natur ind i det urbane rum og indfanger et fredfyldt øjeblik midt i byens puls. Søren Solkær er en dansk fotograf kendt for sine ikoniske portrætter af internationale musikere, kunstnere og kulturikoner. Hans stil er karakteriseret ved en cinematisk æstetik, der skaber stærke visuelle fortællinger og tilfører en næsten mytisk kvalitet til hans motiver. Gennem årene har han arbejdet med navne som Björk, Paul McCartney, Arctic Monkeys og David Lynch og har skabt et stærkt visuelt aftryk på tværs af musik- og kunstscener. Solkærs arbejde inviterer beskueren til at se verden gennem en linse, hvor skønhed, mystik og menneskelighed mødes. Foto: OpdagDanmark

12

HuskMitNavn - Hipster Dad

Adresse: Tullinsgade 3 Vi følger Tøndergade videre og drejer for enden til venstre op af Sundevedsgade og derefter til højre af Vesterbrogade. Her følger vi ruten, krydser lyskrydset og går mod Tullinsgade. Dette gavlmaleri ligger lige et afstik fra ruten på højre side af vejen, men du skal lige vende dig 180 grader, umiddelbart inden gaden slutter - ellers kan du nemt misse det. Værket ved navn 'Hipster Dad' er skabt i 2015 af kunstneren HuskMitNavn og var også en del af Søren Solkærs udstilling 'Surface Project'. Det store gavlmaleri afbilleder en 'hip' far som bærer sit barn - han er iført et ungdommeligt, farverigt og moderne outfit, med et langt brunt skæg, hvide sneakers og kasket på skrå. Maleriet taler til en samfundsudvikling hvor mænd i højere grad tager sig af barnet, og som også taler ind i det københavnske miljø hvor der er en stor mangfoldighed af forskellige livsstile. Værket passer dermed direkte ind i det urbane og livlige miljø. Værket stråler med en bred farvepalette og synes med sin subtile grå skygge at træde frem fra gavlen, næsten som om denne far stod på hjørnet. HuskMitNavn er en dansk kunstner, der har skabt sig en unik position på den danske og internationale kunstscene. Med sine humoristiske og skarpe værker og tegneserieagtige stil, formidler han hverdagssituationer med et kækt og ofte tankevækkende twist. HuskMitNavn formår at skabe genkendelige scenarier med en humoristisk undertone, som både rummer samfundskommentar og varme. Hans værker findes både på vægge i offentlige rum og i gallerier og har bred appel, da de ofte taler til både børn og voksne gennem deres legende stil og skæve perspektiver. Foto: OpdagDanmark

13

Conor Harrington - Copenhagen Fight Club

Adresse: Tullinsgade 7 Vi returnerer til ruten og drejer ind på Føtex' parkeringsplads - lige når du når indenfor kan du på højre hånd se dette stop på ruten. Dette værk er skabt af den irske kunstner Conor Harrington i 2015 og var også en del af Søren Solkærs udstilling 'Surface Project'. I følge kunstneren selv blev 99,99% af maleriet malet med malerruller og 2 halvfyldte spraydåser. Motivet har titlen 'Copenhagen Fight Club', og skildrer en kampscene mellem 2 karakterer i en historisk renæssance-påklædning. Et tema der går igen i kunstnerens malerier, hvor han fussionere renæssance-realisme med den moderne abstrakthed. De levende farver, gør værket iøjenfaldende og lyser gavlens, ellers flade hvide baggrund op. De løbende malingsstrøg giver værket en dynamik, der får det til at fremstå som om motivet er i konstant bevægelse for beskueren. Conor Harrington er en irsk kunstner, der forener klassisk figurativ kunst med moderne street art. Hans dramatiske værker skildrer figurer i bevægelse med rå energi, skabt gennem en blanding af traditionelle teknikker og spraymaling. Med temaer som magt, maskulinitet og samfundets spændinger giver han historiske scener et moderne, kritisk udtryk. Hans kunst kan opleves i storbyernes gader og på gallerier verden over. Foto: OpdagDanmark

14

Erick Sandoval Hofmann - Delfinen

Adresse: Westend - Vesterbrogade 65 Fra sidste stop følger du parkeringspladsen rundt, og når ned gennem en lille smøge til Vesterbrogade. Direkte på den anden side af vejen ser du en buet port, det er passagen til Westend. Dette er de sidste 2 gavlmalerier på denne street-art walk, og vi gør opmærksom på at malerierne i porten ofte udskiftes. Baggrunden for at street-art optræder lige netop her, er pga. projektet Westend Walls. Projektet startede tilbage i 2010 af Copenhagen Walls, da beboerne i Westend ønskede at ændre stemningen i deres gade. De to mure i Westend fungerer som udstillingsflader for midlertidig kunst. Væggene males hver for sig af forskellige kunstnere og vises i en periode, før de erstattes af nye værker. Projektet er det eneste af sin slags i København og fungerer som en fortaler for kunst i det offentlige rum. Det er et samarbejde mellem Westend Walls, Danmarks Lærerforening og Bestyrelsen A/B Westend 1-3. Værket her er fra juni 2025, og er skabt af kunstneren Erick Sandoval Hofmann. Maleriet viser en delfin, men i en noget overraskende form; den svæver frit hen over landskabet og biver præsenteret i et blankt, næsten metallisk materiale. Kombinationen af et velkendt dyr og en kunstig, futuristisk gengivelse skaber både humor og forundring. Delfinen forbindes ofte med leg, intelligens og frihed, og ved at lade den svæve ud af sit naturlige element, giver kunstneren dyret en ny symbolik. De strålende farver og den spejlblanke effekt giver værket et popkunst-agtigt præg, hvor grænsen mellem natur, fantasi og menneskelig iscenesættelse opløses. Resultatet er et legende, livligt billede, der bringer et strejf af eventyr ind i byens rum. Kunstneren bag, Erick Sandoval Hofmann, også kendt under aliaset Uneg, bærer mange hatte som både kunstner og kreativ entreprenør med base i Mexico og Berlin. Han arbejder som Art Dealer, grafisk og redaktionel designer, fotograf og graffiti-kunstner. Hans værker omfatter både maleri, skulptur og murmalerier, og han kombinerer elementer fra street art med visuel formgivning og fotografi. Hofmann er aktiv på sociale medier og udstiller her sit kunstneriske virke via både egne projekter og samarbejder. Foto: OpdagDanmark

15

CASEM

Adresse: Westend - Vesterbrogade 67 På den anden side af passagen, kan du se endnu et maleri. Og igen, gør vi opmærksomme på at maleriet kan være skiftet sidenhen. Værker her er malet af kunstneren CASEM og så dagens lys i september 2025. Maleriet indrammes af en rå tredimensionel ramme, hvori skarpe og kantede bogstaver staver kunstnerens navn. Til højre på væggen ses også en glasflaske, med en grøn, næsten selvlysende tåge, og et dystert kranie. Værket leger med perspektivet og synes næsten at springe helt ud af gavlen, og ned på fortovet. Farverne springer tydeligt frem i den lidt mørke passage, og er virkelig et blikfang når man bevæger sig igennem. CASEM er en kunstner fra England som specialiserer sig i gadekunst og grafitti med spark på farver, former og tunge skrifter som centralt element. Hans kunstneriske stil har gennem tiden udviklet sig til et fokus og en forkærlighed for den tredimensionelle grafitti. Vi har nu været forbi 15 forskellige gavlmalerier, alle med noget på hjerte. Følger du den afmærkede rute efter dette stop, ender du tilbage ved det første gavlmaleri på Gasværksvej 22. Vi håber her hos OpdagDanmark at det har været en fornøjelse at vandre rundt her på Vesterbro og ønsker dig en rigtig god dag! Vi tilbyder flere forskellige ruter rundt omkring i Danmark, så hvis du bare ikke kan få nok af street-art så hop ind på vores hjemmeside! Foto: ue_cph, Instagram

Nørrebro - 9,5 km

Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Moderat 9,46 km 20,3 m -

Oplev Nørrebros kreative sjæl på en street art walk, hvor byens vægge fortæller historier gennem farverige vægmalerier, graffiti og stencils. På ruten vil du opdage kunstværker, der spænder fra politiske budskaber til humoristiske indslag, skabt af både lokale og internationale kunstnere. Vi gør opmærksom på at nogle af værkerne kan være delvist dækket af grafitti, men vi vil pointere dette undervejs! Ruten har ikke et fast startspunkt, så du kan starte der hvor det passer dig bedst - der vil dog i kronologisk rækkefølge være muligt at læse og høre via. rutens næste stop, hvordan man følger den afmærkede rute dertil. Vi anbefaler derfor også at benytte sattelit-funktionen, sådan at du kan se byen oppefra mens du går ruten. God fornøjelse!

1

HuskMitNavn - Hej Stump

Adresse: Rentemestervej 110 Vi fra OpdagDanmark byder dig velkommen til en rute hvor vi skal rundt og se over 30 forskellige malerier rundt omkring Nørrebro! Vi starter ruten ud på Rentemestervej 110 og skal her se nærmere på en hel gade fyldt med gavlmalerier - hele 8 boligblokke på stribe har nemlig fået et værk malet på både den nord- og sydvendte gavl. Der er derfor nok at få øje på når du går hen ad Rentemestervej. Gavlmalerierne blev malet som en del af et kunstprojekt som blev fuldført i 2019. Projektet havde til formål at forskønne Nordvest med 16 gavlmalerier, skabe et åbent galleri i byrummet og styrke fællesskabet i kvarteret. Samtidig skulle kunstværkerne danne en kreativ rute, der binder områdets kultur- og iværksættermiljøer sammen og profilerer bydelen som et levende kunstområde. Vi starter denne rute med at se på de nordvendte gavle, hvor ruten til sidst fører dig tilbage til den sydvendte side af disse blokke. Det første værk vi kigger nærmere på er et kunstværk der i høj grad formår at bruge hele gavlen til dets fordel. Maleriet afbilleder en fyr med sort hår, orange bluse, grønne bukser og bare tæer i profil, som synes at sidde inde i gavlen, nærmest som i en kasse. Figuren sidder med benene foldet for at kunne 'passe ind' i rummet omkring ham og vinker til beskueren. Her knytter sig en talebobbel til der siger 'Hej Stump', som også er navnet på dette værk. Dette kan næsten tolkes som et udtryk for hvor stor ham her figuren her, i modsætning til den der kigger op på ham. Så selvom figuren her næsten kunne tolkes som værende et barn pga. værket tegneserige-agtige form, er det nu beskueren der er den lille. Værket formår derfor at lege med både perspektiv og fortolkning. Værket er malet af kunstneren HuskMitNavn, som er en dansk kunstner, der har skabt sig en unik position på den danske og internationale kunstscene. Med sine humoristiske og skarpe værker og tegneserieagtige stil, formidler han hverdagssituationer med et kækt og ofte tankevækkende twist. HuskMitNavn formår at skabe genkendelige scenarier med en humoristisk undertone, som både rummer samfundskommentar og varme. Hans værker findes både på vægge i offentlige rum og i gallerier og har bred appel, da de ofte taler til både børn og voksne gennem deres legende stil og skæve perspektiver. Foto: Jens-Peter Brask

2

Roman Manikhin

Adresse: Rentemestervej 108 Rutens næste stop tager os kun få meter væk fra det forrige, og her fortsætter det legende element og spark på farverne. Værket forestiller 4 let-pålædte kvinder og en lilla abe - alle iført farvestrålende påklædning. Karaktererne som alle synes at have gang i vidt forskellige aktiviteter hamorniserer i deres meget umiddelbare og 'nøgne' udformning. Måske kan man endda tolke maleriet og den kunstneriske stil som værende udfordrende eller provokerende. Vi ser bl.a. en kvinde i hæle, på et skateboard, med pile i begge hænder, kørende mod en anden kvinde med balloner på kroppen. Men hvorfor? Hvad er budskabet? Her ser vi også en abe iført kjole, perlehalskæde og læbestift, med hånden om en skarp kniv, ligeledes med blikket rettet mod ballonerne. Derudover ser vi en akrobat i luften, som svæver gennem rummet, og en 4. kvinde som næsten ser ud til at ville gribe hende. Med former, farver, karakter, humor og forskellige elementer, formår dette værk at skabe en dynamisk og sprudlende effekt som indbyder til både latter og fortolkning. Roman Manikhin, som er kunstneren bag, er en russisk kunstner, kendt for sine ekspressive og ofte abstrakte værker, der udforsker temaer som menneskelig følelse, natur og byens energi. Hans kunst trækker på elementer fra både street art og traditionelt maleri, og er præget af stærke farver, dynamiske penselstrøg og en rå, intuitiv tilgang. Manikhins stil er ofte eksperimenterende og skaber en intens visuel oplevelse, hvor han blander det figurative med det abstrakte for at formidle komplekse følelser og tanker. Foto: Jens-Peter Brask

3

Peter Birk

Adresse: Rentemestervej 102 Det næste maleri vi skal kigge nærmere på har et helt andet udtryk end dem vi har set indtil videre. Det her maleri kan nemlig for mange, måske umiddelbart, være lettere at afkode da vi her har et værk som er malet i en realistisk malerstil. Værket forestiller 4 både, eller fiskekuttere, som står i kontrast til halvmånen på toppen af gavlen. Nederst ser vi en række af knogler på kryds. Hvert penselstrøj kan ses dryppe ned af gavlen, hvilket skaber en levende og dynamisk effekt når man betragter det på tæt hold. Røde elementer ser også ud til at udspringe fra den øverste båd, som i sammenfletning med knoglerne kunne betyde at vi ser på 4 skribsvrag. Månens placering ift. den farvede baggrund symboliserer måske endda at maleriet forestiller et blik på havet i nattetimerne, hvor bådene netop er i færd med at synke til bunds. Værket åbner for mange fortolkninger og kan endda symboliserer døden selv der indtræffer i det blodrøde-farvede hav. Værket blev malet tilbage i 2017 af kunstneren Peter Birk, og er meget typisk for det street-art som han malede på daværende tidspunkt. Det mere dystre og maritime tema, gik nemlig igen i flere af kunstnerens værker. I dag har han kastet sig over malerier som bryder med dette tema og som kombinerer det realistiske med det mere farvestrålende og abstrakte. Peter Birk er en kendt dansk street art-kunstner. Med en baggrund i graffiti skaber han værker, der forener byens rå æstetik med naturens skønhed og harmoni. Birk arbejder både på lærred og i byens rum, hvor han skaber kunst, der vækker opmærksomhed og nysgerrighed. Hans stil er kendetegnet ved en stærk farvepalet og et legende udtryk, hvor han bruger mønstre og former til at bygge unikke visuelle fortællinger. Birk har udført kunstprojekter i flere lande og er en respekteret skikkelse på den danske street art-scene. Foto: OpdagDanmark

4

Mikael Brandrup

Adresse: Rentemestervej 98 Fra det realistiske, til det abstrakte, er vi nu nået til det næste gavlmaleri på Rentemestervej. Vi ser en eksplosion af farver og geometriske former, der næsten virker som krystaller eller origami, der bryder frem fra væggen. De spidse linjer i rød, blå, grøn og gul virker på én gang både kaotiske og harmoniske – som et univers, der konstant er i bevægelse. Baggrunden er fyldt med dybe nuancer af blå og hvirvlende skyer som giver associationer til himlen, naturens kræfter og en drøm om uendelige verdener. Maleriet udstråler både energi og glæde – præcis som kunstnerens intention er. Værket afspejler nemlig hans livsfilosofi; at alt er muligt, og at kunsten er et sted, vi kan træde ind og sanse med hele kroppen. Maleriet kan derfor tolkes som et symbol på at turde bryde rammerne, skabe sin egen virkelighed og finde skønhed i det uforudsigelige. Kunstneren bag, Mikael Brandrup, også kendt som Mikael B, er en dansk kunstner med base i Los Angeles, der har gjort sig bemærket på den internationale kunstscene med sin farverige og energiske stil. Hans kunst er en fusion af abstrakt ekspressionisme, grafisk design og klassisk graffiti, inspireret af hans baggrund som graffiti-kunstner i København. Mikael B's værker er fyldt med levende farver, komplekse mønstre og dynamiske former, der skaber en intens bevægelse og dybde i hans malerier. Han er kendt for sine store lærreder, vægmalerier og kommercielle projekter og har samarbejdet med store brands som eks. Google, Nike, LinkedIn og American Express. Med sin kunst udforsker Mikael B temaer som frihed, kreativitet og det urbane liv, hvilket gør ham til en af de mest spændende moderne kunstnere fra Danmark. Foto: OpdagDanmark

5

CMP ONE

Adresse: Rentemestervej 94 Ruten hen ad vejen her byder på vidt forskellige, men lige interresante gavlmalerier, og vi er nu nået til kunstneren CMP ONE's værk, i sort/hvid. Værket viser en mandlig karakter som har albuen solidt plantet på en boombox som fylder det meste af forgrunden. Vi ser også her det kasettebånd som er indsat i boombox'en, her med navnet 'James Brown' skrevet på etiketten. James Brown var en amerikansk musiker, anerkendt som en af de mest indflydelsesrige personer i det 20. århundredes musik. Brown havde en stor indflydelse på udviklingen af genrene 'gospel', 'rhytm and blues', soul og funk. I baggrunden ser vi en metro og skitsering af bybilledet. Netop denne stil er ikonisk for kunstnerens værker, som alle trækker inspiration fra det levende bybillede - især med metroen som blikfang. Værket ligner en forstørret side fra en skitsebog, og giver beskueren et mere råt blik på kunsten som udspiller sig på gavlen. Der ses dermed essentielt et mere 'nøgent' og råt udtryk end på de forrige malerier. Ikke desto mindre åbner dette værk også op for et væld af fortolkninger. Hvem er fyren på maleriet, hvad er hans historie og hvilket liv lever han i byen - hvad er hans plads i verden? CMP ONE er en dansk street art-kunstner og graffitimaler, kendt for sine dristige, farverige værker og detaljerede stencils. Han har rødder i graffitimiljøet og har skabt kunst i byrum siden 90’erne, hvilket har givet ham et solidt ry på den danske og internationale street art-scene. CMP ONE’s stil er en unik blanding af klassisk graffiti og moderne street art-elementer, hvor han ofte arbejder med temaer som identitet, frihed og byliv. Hans værker er præget af en imponerende teknisk præcision, især i hans stencilerede portrætter og karakterer, som giver hans værker en dybde og realisme, der skiller sig ud i bybilledet. CMP ONE’s kunst kan opleves på gader og i gallerier verden over, hvor hans værker tiltrækker både street art-elskere og kunstentusiaster. Foto: Jens-Peter Brask

6

Jakob Tolstrup - Vagabonden

Adresse: Rentemestervej 90 På rutens næste stop er vi nu tilbage med endnu et farverigt indslag. Her ses en vagabond på tur, som pryder gavlen. Vagabonden har med sine 6 arme, gang i en række forskellige aktiviteter. Han prejer et lift, sprayer med grafitti, tegner, holder ugens avis, sin taske og sin pind med alle hans ejendele hængende fra. Det er en travl herre vi ser her. Med sin grønne skjorte, der kun lige holder hans mave inde, giver maleriet et humoristisk udtryk og kan ikke andet end vække glæde hos beskueren. Fortolkningerne er endeløse - hvem er vagabonden og hvor er han på vej hen? Med de 6 arme, symbolisere værket den travle mand med gang i 10 forskellige ting på én gang. På billederne her kan du se den originale skitse af det værk der nu pryder gavlen. Kunstneren bag, Jakob Tolstrup, er en dansk kunstner, kendt for sin levende og detaljefyldte stil, der kombinerer elementer fra popkultur, street art og surrealistiske motiver. Han arbejder med både maleri og grafik og skaber værker, der ofte afspejler humoristiske, satiriske og samfundskritiske temaer. Tolstrup bruger en bred farvepalet som giver hans kunst et unikt udtryk med både kant og dybde. Inspireret både af byens rå æstetik og traditionelle kunstformer, formår Tolstrup at skabe værker, der både taler til det urbane miljø og gallerirummet. Hans kunst kan opleves på danske og internationale udstillinger, og han er anerkendt som en af de markante skikkelser på den moderne kunstscene i Danmark. Foto: OpdagDanmark / Jakob Tolstrup, Instagram

7

Boy Kong - Ganymedes

Adresse: Rentemestervej 88 Det næste gavlmaleri her leger med øjet, når synsbedrag og afstand livliggøre værket. Maleriet illustrere en dreng som skænker ørnen noget at drikke. Illustrationen tager inspiration fra den danske kunstner Bertel Thorvaldsens billedhuggerarbejde af samme motiv fra 1817. Skulpturen kan ses på billedet her. Motivet tager udgangspunkt i den græske mytologi hvor drengen Ganymedes blev båret op til himlen, til Gudernes bolig på Olympen, for at være deres mundskænk. Ifølge legenden var det Zeus selv, i skikkelse af en ørn, der hentede drengen fra Frygien i det nordvestlige Lilleasien. Virkningen af Thorvaldsens skulptur beror især på kontrasten mellem drengens glatte hud og ørnens ru fjerdragt, blikket, og det skarpe næb. Ganymedes skulle afløse Hebe som gudernes mundskænk, fordi hun spildte den drik – nektaren – som gjorde guderne udødelige. Det kan derfor antages at det netop er nektaren der bliver skænket her. Vores kunstner her, ved navn Boy Kong, er i høj grad inspireret af bl.a. mytologiske figurer i hans kunst og dette værk er derfor et rigtig godt eksempel på hvordan han ved at blande forskellige kunstarter og teknikker, formår at sammensmelte dansk kunsthistorie, den græske mytologi og hans egne interesser og tekniske kunnen. Farverne gør desuden værket utroligt smukt at kigge på og fungerer harmonisk og alligevel kontrastfyldt i en sådan grad, at man på afstand kan se hvor de forskellige elementer adskiller sig fra hinanden - en fin teknisk balance. Boy Kong er en amerikansk kunstner fra Florida, kendt for sin unikke blanding af street art, illustration og skulptur. Med rødder i både amerikansk og asiatisk kultur skaber Boy Kong værker, der kombinerer farverige, fantasifulde motiver med komplekse lag og mønstre, ofte inspireret af folklore, tegneserier og popkultur. Hans stil spænder fra store, livlige vægmalerier til detaljerede udskæringer og collager, hvor han udforsker temaer som natur, dyr og det overnaturlige. Boy Kong's kunstværker er blevet udstillet internationalt, og hans brug af klare farver og dynamiske former gør hans værker til fængende visuelle oplevelser, der inviterer til fordybelse i kunstens finurlige detaljer og symbolik. Foto: OpdagDanmark / Bertel Thorvaldsens kunst og samlinger

8

Victor Ash - Transmission

Adresse: Rentemestervej 84 Det sidste gavlmaleri på denne side af boligblokkene er værket 'Transmission' af kunstneren Victor Ash. Værket blev fuldført i september 2018, og afbilleder et kendt motiv af astronauten Buzz Aldrin på månen. Kunstværket er en tilføjelse til det rum-tema som lå bag flere af kunstnerens værker omkring denne tid. Selve maleriet er 'let-spiseligt' og nemt at afkode for beskueren da man på afstand kan se helheden. Hvis man dog befinder sig direkte foran ser man tydeligt hvordan de horisontale linjer med sine forskellige tykkelser er det som opbygger motivet. Det viser ikke blot en flot teknisk kunnen som går igen i flere af kunstnerens værker men måske også en fortolkning af det statiske billede man så på de gamle fjernsyn, som da månelandingen blev sendt på tv i 1969. Det originale billede kan ses her. Gavlmaleriet inviterer dermed med sit kendte motiv til diskussion, minder og historie om en anden tid karakteriseret ved nye opdagelser, gennembrud og en skelsættende udvikling i verdenshistorien. Kunstneren, Victor Ash er en fransk street art-kunstner med base i København, kendt for sine ikoniske, minimalistiske værker, der ofte udforsker sociale og politiske temaer. Han begyndte sin karriere i 1980'erne i Paris som graffitikunstner og har siden udviklet en stil, der kombinerer stencils og silhuetter i stærkt kontrasterede sort/hvide motiver. Et af hans mest kendte værker er "Astronaut Cosmonaut," et stort vægmaleri i Berlin, som er blevet et symbol på menneskets søgen og urban udforskning. Victor Ash’s værker reflekterer byens rå æstetik og bruger ofte kendte symboler, der inviterer til refleksion over identitet, kultur og globalisering. Med sine værker, som kan findes på vægge verden over, er Victor Ash anerkendt som en af de mest indflydelsesrige figurer i moderne street art. Foto: OpdagDanmark / Wikipedia

9

Don John

Adresse: Rentemestervej 82 Efter det sidste gavlmaleri, står du på hjørnet af Rentemestervej og Smedetoften. Hvis du blot vender dig 90 grader mod venstre, kan du spotte dette stops gavlmaleri på venstre side af Rentemestervej. Her pryder et stort dyremotiv gavlen. Værket er skabt af kunstneren Don John og afbilleder et sort/hvidt motiv af et hjortehoved med et stort gevir. En lille gul fugl på højre gevir springer i øjnene, og i baggrunden er der mønstret med utallige blomster. Her er endnu et værk der i sin essens er simpelt, men også utroligt smukt at kigge på. Man kan næsten fortolke værket som et kig ind i en vild natur midt i byen - en kontrast mellem det naturlige og det unaturlige miljø som maleriet er placeret i. Desværre er en del af bunden blev overmalet med graffiti, men det centrale motiv af hjorten er heldigvis stadig til at se her. Don John er en dansk street art-kunstner kendt for sine mørke, detaljerede og ofte surrealistiske værker, der udforsker temaer som menneskets natur, symbolik og mystik. Han arbejder primært med stencils og skaber værker, der kombinerer præcision med et råt udtryk. Don John's motiver spænder fra dyrefigurer til menneskelige portrætter og skulpturelle elementer, ofte med et drømmende eller dystert twist, der udfordrer beskuerens fantasi og følelser. Hans kunst er både poetisk og tankevækkende og kan opleves på vægge i byer verden over. Don John har skabt sig et navn som en markant figur på street art-scenen, hvor han med sin unikke stil formår at fange både den urbane og den kunstneriske sjæl. Foto: streetartcities.com

10

HuskMitNavn - Biblioteket

Adresse: Rentemestervej 76 Vi fortsætter ned ad Rentemestervej og fastholder blikket på venstre side af gaden, som ved det forrige gavlmaleri. Her møder vi en genganger på vores rute – et værk af samme kunstner som på rutens første stop, HuskMitNavn. Værket pryder gavlen på biblioteket og fungerer næsten som en reklame for bygningen med motivet af de to karakterer, der læser. Maleriet er udformet i sort/hvid tegneseriestil, men trods manglen på farver synes motivet alligevel at springe ud fra væggen på grund af de skygger, der omkranser figurerne. De to figurer fylder næsten hele gavlen, hvilket giver en imponerende tilstedeværelse, der ikke blot pynter, men også dominerer bybilledet. Motivet udtrykker en opslugthed og indlevelse i bøgernes fantasifulde verden. Figuren til venstre holder en bog tæt og læser koncentreret hvorimod figuren til højre har hovedet over bogen og udviser en overrasket, næsten komisk reaktion – som om en hånd springer frem og griber ud fra bogens side. Symbolikken kan der dermed tolkes en del på her. Den ene figur illustrerer ro og fordybelse, mens den anden symboliserer begejstring, overraskelse eller måske bogens pludselige greb i læseren – som om fantasien springer ud af siderne. Foto: Malene Sabinsky

11

Ben Eine - ASTONISHING

Adresse: Peter Ipsens Allé 22 Vi fortsætter ned at Rentemestervej, over krydset og tager derefter en lille afstikker ind af første vej til højre - Peter Ipsens Allé. Blot få meter efter du har krydset ind på vejen, kan du på venstre hånd se et gavlmaleri fyldt med en bred farvepalet. Kunstneren bag dette maleri er Ben Eine, og staver ordet 'Astonishing' - på dansk 'forbløffende'. Og med dets farvestrålende og iøjenfaldende motiv på en sort baggrund, er det i den grad forbløffende at kigge på. Derfor kommunikerer værket ikke blot en nærmest indlysende oplevelse men inviterer også beskueren til selv at fortolke hvorfor netop dette er skrevet over gavlen. Ben Eine er en britisk street art-kunstner, internationalt anerkendt for sine farverige og karakteristiske typografiske værker. Kendt som en pionér inden for bogstavkunst, maler han store, dekorative bogstaver med en let genkendelig stil, unikke skrifttyper og dristige farvekombinationer. Eine begyndte sin karriere som graffitikunstner i Londons gader, men har udviklet sig til en respekteret kunstner, der blander street art og grafisk design. Han opnåede verdensomspændende anerkendelse, da en af hans værker blev præsenteret som en gave til præsident Obama fra den daværende britiske premierminister David Cameron. Ben Eines arbejde kan opleves i byer verden over og hylder både kunstens og sprogets kraft til at formidle budskaber på en levende og tilgængelig måde. Foto: Ben Eine

12

Don John - Creativity Is Freedom

Adresse: Rentemestervej 33 Vi returnere tilbage mod Rentemestervej, og drejer til højre, så vi følger vejen ned. Her kan man næsten allerede skue næse stop på ruten. Her møder vi endnu en genganger, kunstneren Don John. Her ser vi endnu et spektakulært gavlmaleri hvor dyrene er i fokus. Værket har titlen 'Creativity Is Freedom' og afbilleder en stor chimpanse med en falk hvilende på armen. Falken bærer en hætte over øjnene – en klassisk falkoner-teknik, der bruges til at berolige fuglen, når den ikke er i flugt. Men aben holder en pensel og maler øjne på den blinde hætte. Scenen kan tolkes som en venlig handling, hvor kunstneren inviterer os til at få ”nye øjne” på verden. Samtidig rejser værket spørgsmål: Hvem har egentlig frataget falken synet i første omgang? Er det et billede på kampen mellem menneskelig kontrol og naturens frihed? Kunstneren bag maleriet, lader svaret stå åbent – og overlader fortolkningen til den forbipasserende. Motivet er udført i sort/hvid med en blå kontur som kontrastfarve. Motivet er placeret centralt og fylder hele gavlen, så det står skarpt mod den lyse baggrund. Den grafiske, blyantsagtige stil giver stor kontrast og synlighed, mens detaljerne i pels og fjer skaber dybde. Værket balancerer mellem ro og bevægelse og rummer en symbolsk spænding mellem kontrol og frihed – et åbent værk, der indbyder til eftertanke. Foto: mrpilgrim.co.uk

13

Emilie Lystberg

Adresse: Frederiksborgvej 50 Som vi bevæger os ned af Rentemestervej, brydes vejen af Frederiksborgvej. Vi bevæger os først til venstre - så tag en afstikker, og bevæg dig tættere på. Her på Frederiksborgvej 50, kan vi se et smukt maleri udført i november 2025 af kunstneren Emilie Lystberg. Emilie Lystberg er en nyudklækket dansk digter og skinstruktør, bosat i Østrig. Emilie blev fanget af kunsten og poesiens verden tilbage i gymnasiet, da hun blev inspireret af den danske digter Michael Strunge. Siden har Emilie lagt mere og mere tid i en af hendes barndoms helt store kærligheder, nemlig maling. Og det er dette værk et godt eksempel på. Værket er et smukt og farverigt indslag som pryder butiksfacaderne i Nordvest, og fylder hele 39 kvadratmeter. Langs væggen skaber den lyserøde baggrund grobund for et væld af forskellige elementer og figurer, fra mennesker, blomster, ballonner, bygninger, farverige mønstre og meget mere. Værket er skabt i samarbejde med Flügger og er 'én stor kærlighedserklæring til Palads og til farver, til skak og til seje mennesker i Nordvest' - som Emilie selv udtaler.

14

Rasmus Eckhardt - Tricolore

Adresse: Glasvej 29 Vi bevæger os nu retur, og drejer op til Glasvej hvor det næste gavlmaleri venter. Maleriet, fra 2021 ved navn 'Tricolore', viser tre menneskefigurer, der bevæger sig side om side. Figurenes kroppe er strakt i lodrette linjer, hvilket harmonerer med gavlens højde og giver en fornemmelse af fremdrift. De er placeret tæt, så øjet naturligt læser dem som en gruppe, men samtidig er der små forskelle i kropsholdning og skridt, som understreger rytme og bevægelse. De tre karakterer virker reducerede til stiliserede former, næsten som silhuetter, men stadig genkendelige som mennesker. De fremstår nærmest som vandrere eller skygger, fanget i et enkelt øjeblik på vej fremad. Kunstneren, Rasmus Eckhardts minimalistiske streg og kontrastfyldte flader, forstærker oplevelsen af anonymitet – figurerne er både individuelle og en del af en fælles bevægelse. Rasmus Eckhardt er en dansk street art-kunstner kendt for sin eksperimenterende tilgang til kunst, hvor han kombinerer abstrakte former med stærke farver og linjer. Hans værker spænder fra store vægmalerier til mindre lærredsstykker og installationer, hvor han udforsker bevægelse, dynamik og kontraster. Med en baggrund inden for grafisk design trækker Eckhardt på elementer fra både den digitale og den traditionelle kunstverden, hvilket giver hans værker en unik visuel energi. Hans stil er ofte minimalistisk, men med et kraftfuldt udtryk, der skaber et legende samspil mellem form og rum. Rasmus Eckhardt har udstillet både i Danmark og internationalt og er kendt for at udfordre grænserne mellem street art og moderne kunst. Foto: streetartcities.com

15

Nordvestpassagen

Adresse: Nordvestpassagen Vi returnere igen til Rentemestervej, og følger vejen helt ned til Nørrebro bycenter. Så drejer vi til venstre af Lygten og derefter til højre i lyskrydset. Herfra fortsætter vi ud til Nordvestpassagen, som går under jernbanen. I denne tunnel bliver vægmalerierne hyppigt udskiftet. Vi har derfor samlet lidt forskellige billeder her, så du kan se hvordan passagen har ændret sig gennem tiden. Og så er der endda dobbelt op på malerier lige her, fordi begge sider af tunellen er udsmykket. Kunstnere: TheBirdsTheBirds / Bogdan Scutaru / Defx.one & Dune / Anders Reventlov / Pan!k Fotos: OpdagDanmark / copenhagenwalls.dk

16

Don John - Astronauten

Adresse: Sigurdsgade 39 Turen går nu videre ud gennem Mimersparken, og op på Tagensvej. Da der kan forekomme en del byggeri i dette område henviser vi til, at man følger parken på venstre hånd efter man kommer ud af tunellen. Her vil der for enden være en trappe du kan komme op af til Tagensvej. Hvis ikke der er noget byggeri som hindrer dig på ruten, så følger du blot den afmærkede vej - her vil du ende lidt længere nede af Tagensvej istedet. Du følger herfra Tagensvej ned til Skjolds Plads, og krydser ind på Haraldsgade. Herfra følger du vejen indtil du kan dreje til højre ned på Sigurdsgade. Til højre ser du ind på Københavns Professionshøjskole, hvor endnu et gavlmaleri udsmykker væggen. Her er det endnu engang kunstneren Don John som står bag. Værket stod færdigt i juli 2024, og har sidenhen forskønnet skolens campus. Den lyseblå farve lyser hele den grå gavl op, og byder på et væld af små finurlige detaljer som bringer værket til live. Billedet viser en ugle der i forgrunden flyver væk fra astronatuten i baggrunden som rækker armen ud efter den. Astronautens sele som kobler ham til rumstationen forsvinder ud af gavlen og ender i himlen bag bygningen - næsten som om at det er herfra astronautens sele kobler sig fast. Fra hjelmen udspringer der en buket af blomster, som kan symboliserer en spirrende fantasi, hvilket også kan forklare fuglen i et atypisk miljø. Værkets placering på skolen kan drage fortolkningerne mod uddannelse. Uglen er kendt som fuglen for visdom, og de spirrende blomster som udspringer fra astronatuens hjelm kan symbolisere nysgerrighed og vidensskabelse - astronauten befinder sig også i et tomt miljø, hvilket kan henvise til at denne skole lærer de studerende om noget helt særligt. Om det er noget helt tredje, det er helt op til beskueren at tænke sig til. Foto: Don John

17

Jonas Hvid Søndergaard

Adresse: Tagensvej 52 Du kan fra sidste stop følge Sigurdsgade ned til den lille park, som du kan krydse gennem. Efter græsarealerne kommer du ud på Jagtvej, lige foran Zoologisk Museum. Herfra drejer du til højre og følger Jagtvej ned til det store kryds. Her laver du en lille afstikker til højre i krydset og følger Tagensvej hen til rutens næste stop. På højre hånd ser du dette stops gavlmaleri. Afhængigt af årstiden kan gavlmaleriet være delvist dækket af de grønne blade på træerne foran bygningen, men går du tæt på, så kan du nemt se det hele. Maleriet pryder gavlen på kollegiegården, som er et kollegium der daterer tilbage til år 1961. Gavlmaleriet er skabt af kunstneren Jonas Hvid Søndergaard som vinder af en kunstkonkurrence i forbindelse med områdeløftet i Haraldsgadekvarteret, og så dagens lys i foråret 2013. Med kraftige farver i magenta, ultramarin og mørkeblå ønskede han at skabe et værk, der kunne overdøve trafikstøjen i det travle kryds mellem Jagtvej og Tagensvej vi netop er passeret. Søndergaard udnyttede bygningens to gavle til at lege med illusioner, som får maleriet til at virke fuldkommen fladt når det ses fra en bestemt vinkel. Værkets motiv ligner et lilla lyn eller en UFO der sender sine stråler ned fra himlen. Værket skulle tilføre energi til et ellers kedeligt hjørne og få forbipasserende til at stoppe op. Processen bød på store udfordringer. Kunstneren måtte samarbejde med murere, ingeniører og myndigheder, og arbejdet blev yderligere besværliggjort af snestorm og frost, som truede malingen. En særlig pudseteknik uden cement blev valgt, så værket vil kunne renses af igen, hvis nødvendigt. Trods vanskelighederne ser Søndergaard maleriet som en permanent udstilling i byrummet – en mulighed for at bringe kunst ind i hverdagen for folk, der ellers sjældent møder den i den travle trafik. Jonas Hvid Søndergaard er en dansk kunstner, der arbejder med en række forskellige medier, herunder maleri, tegning og installation. Han er kendt for sin minimalistiske og konceptuelle tilgang, hvor han ofte udforsker temaer som tid, rum og perception. Søndergaards værker er præget af subtile farvevalg, geometriske former og en særlig opmærksomhed på lys og skygge, hvilket skaber en næsten meditativ oplevelse for beskueren. Han trækker på inspiration fra både naturens mønstre og det urbane miljø, og hans kunst inviterer ofte til refleksion over de små detaljer, vi ofte overser i hverdagen. Med udstillinger i både Danmark og udlandet, har han etableret sig som en markant stemme inden for moderne kunst, hvor han udfordrer grænserne mellem det abstrakte og det virkelige. Foto: Malene Sabinsky

18

Frederik Hesseldahl, Peter Skensved, Michael Wisniewski, Rolf Mogensen, Philip Johansen - Green City

Adresse: Sortedam Dossering 51 For at komme videre til næste stop på ruten, bevæger vi os ned til krydset mellem Jagtvej og Tagensvej igen og følger nu Tagensvej videre. Når du kommer til krydset mellem Tagensvej og Blegdamsvej tager du endnu en afstikker fra ruten og bevæger dig ned mod Sortedams Sø. Du kan gå gennem Fredens Park for kort at få et afbræk fra de travle gader. Når du er kommet ned for enden af Fredens Park drejer du til venstre mod adressen. Maleriet er placeret lige foran søen, ved siden af virksomheden MORPH HOUSE. Gavlmaleriet, ved navn 'Green City', er lavet som et samarbejde mellem Frederik Hesseldahl, Peter Skensved, Michael Wisniewski, Rolf Mogensen og Philip Johansen. Værket så dagens lys i 2009, og afbilleder den sø vi netop står ved. Her leger kunstnerne med former, farver og perspektiv og får skabt et maleri som giver et helt panoramabillede af området. Svanerne bryder det klare blå vand mens forgrunden med den smukke solsikke og bi skaber en kontrast i motivet. Det var første gang i Danmark, at urbane kunstnere designede og udførte et værk, der dækkede en hel femetagers gavl. Projektet markerede et skifte for urban kunst, som her trådte tydeligt frem i offentligheden. Et afgørende element er, at kunstneren/kunstnerne selv står for både idé og udførelse – i modsætning til tidligere, hvor skiltemalere ofte tog sig af selve malerarbejdet. Green City blev skabt som led i AB Søpassagens strategi for at kommunikere deres status som Danmarks første CO₂-neutrale andelsforening. Motivet understreger samspillet mellem natur og kultur, og maleriet er siden blevet et markant vartegn i kvarteret. Der er desværre blevet overmalet med en smule grafitti på den del af maleriet der skildrer søen, og vi har derfor vedlagt billeder hvor værket kan ses som det så ud under og direkte efter dets færdiggørelse tilbage i 2009. Foto: Malene Sabinsky / Institut for Urban Kunst

19

Inti - Union

Adresse: Nørre Allé 7 Vi returnere nu til krydset mellem Tagensvej og Blegdamsvej og følger Blegdamsvej ned til Sankt Hans Torv. Herfra følger du blot ruten op af Nørre Allé. På venstre hånd ser man med det samme det næste gavlmaleri der pynter overfor Sankt Johannes-kirken. Værket blev færdiggjort i september 2021 af den chilenske kunstner Inti Castro. Inti har skabt værket inden for sit kunstneriske univers, hvor lokal og universel symbolik mødes. Inspirationen kommer både fra Nørrebros multikulturelle identitet og fra borgerinputs indsamlet på et tidligere infomøde i bydelen. Samtidig indgår maleriet i det større kunstudvekslingsprojekt “De puerto a puerto / Fra havn til Havn” mellem Chile og Danmark. Maleriet afbilleder en kvinde malet i grå og hvid, med hendes overdel dækket af et 'patchwork' mønster som strækker sig ud til gavlens sider. Farverne giver værket en stærk kontrast til det ellers simple maleri. Kvinden bærer på et par sko, og holder en lille spirrende plante i hånden. Med inspirationen i mente kan man fortolke at kvinden måske er flygtet, med skoene i hånden, og med et spirrende håb om en bedre fremtid. Inti er en chilensk street art-kunstner, internationalt anerkendt for sine store, farverige vægmalerier, der blander latinamerikansk kultur med moderne symbolik. Hans værker er præget af komplekse mønstre, livlige farver og detaljerede figurer, der ofte afspejler temaer som spiritualitet, identitet og samfundets kontraster. Inti's stil trækker på traditionelle chilenske og andinske motiver, hvilket giver hans kunst et unikt visuelt udtryk, der taler både til den lokale kultur og en global urban kunstscene. Han har skabt værker i byer verden over og har sat sit præg på alt fra små mure til enorme facader. Inti's kunst kombinerer æstetisk skønhed med dybe budskaber, der inviterer til refleksion over vores kulturelle og sociale rødder. Foto: Street Art Cities / Inti, Instagram

20

Jens Stentoft

Adresse: Jagtvej 69 Til dette stop på ruten følger du blot den kortlagte vej ud til Nørrebrogade. Herfra tager vi en lille afstikker ned til højre, på Jagtvej. Maleriet er placeret lige overfor indgangen til Assistens Kirkegården. Her ser du et af årets nye gavlmalerier i København. Værket stod færdigt d. 10. april 2025 og er malet af Jens Stentoft. Maleriets motiv er en kvinde i sort/hvid, med flettet hår og piecinger, som holder en buket af blomster i et væld af farver. Toppen af maleriet er intakt, hvor efter motivet synes at smelte ned af resten af gavlen. Dette giver en utrolig flot visuel effekt og inviterer til fortolkning. Kvindens ansigt i sort/hvid brydes desuden af hendes røde kinder, som agerer som endnu en kontrast til den sorte baggrund. Værket her er ikke navngivet, og det gør kunstneren normalt ikke. Dertil kan beskueren selv videretolke og vurdere hvad dette maleri skal symbolisere. Om ikke andet er værket en hyldest til områdets kreativitet, aktivisme og kultur. Kunsteren udtaler sig således, oversat fra engelsk: "Det har været en ære at male denne gavl på Jagtvej 69. Et historisk sted i Københavns nyere historie og et samlingspunkt for aktivisme, kreativitet og kultur. Tak til folkene fra Jagtvej-kollektivet, som bor i bygningen, og tak til Institut For Urban Kunst for at facilitere projektet. Jeg er glad for resultatet og stolt over at være den, der kickstartede en ny æra for denne væg. Jeg glæder mig til at se, hvad der sker med den i fremtiden." Foto: OpdagDanmark / Jens Stentoft, Instagram

21

GR170

Adresse: Søllerødgade 48 Vi returnerer nu til Nørrebrogade, og følger vejen til vi kan komme til venstre af Sorgenfrigade. Herfra drejer vi for enden til højre ind på Søllerødgade. På højre hånd ser vi nu dette stops gavlmaleri fra 2012. Da vi har en masse smukke farver her som er over 10 år gamle, har tidens tand gjort at værket mistet en smule kontrast. Men trods farven er falmet en smule kan du stadig se hele gavlmaleriet den dag i dag - på billedet som vi har vedlagt, kan du se hvordan det så ud direkte efter færdiggørelsen. Maleriet her er en kulmination af forskellige elementer i et legende, fantasifuldt, farverigt og tegneserie-agtigt univers. Værket hylder traditionel grafitti-kunst med overlappende elementer og runde former. I bunden fylder teksten 'EURO TRASH' - hvilket giver beskueren et nyt blik på det ellers umiddelbart glade maleri. Figuren i toppen af gavlen agerer som overhoved som har kløerne ovenpå resten af karaktererne. Maleriet kan dermed have en underliggende symbolik af kontrol og magt. Fortolkningerne kan få lov at spirre hos beskueren når man bevæger blikket videre ned gennem resten af værkets elementer. Kunstneren bag er GR170, en spansk street art-kunstner fra Barcelona, kendt for sine livlige og legende værker, der kombinerer graffiti og illustration med en karakteristisk humoristisk kant. Hans stil er ofte præget af farverige figurer og fantasifulde scener, hvor han blander surrealistiske elementer med popkulturreferencer og skæve karakterer. GR170 arbejder både med store vægmalerier og mindre værker, og hans kunst kan opleves i byer verden over. Kendt for sin eksperimenterende tilgang til street art, formår han at tilføre bymiljøet en visuel energi, der skaber glæde og overraskelse hos publikum. Foto: GR170

22

Eske Kath

Adresse: Nordbanegade 26 Turen går videre frem mod enden af Søllerødgade og ud langs Nordbanegade. Man ser ikke umiddelbart værket hvis man blot kigger ligefrem - så vend dig 180 grader efter den første bygning du passerer på højre hånd. Gavlmaleriet er skabt af kunstneren Eske Kath og stod færdigt i slutningen af 2016. Motivet åbner et kig ind i naturens verden med blade, højt græs og grene gengivet i organiske former og farver. De bløde naturmotiver brydes af skarpe, farvestærke flader i baggrunden, som tilfører værket et markant kontrastspil. Kunstnerens evne til at afgrænse elementerne uden sorte konturer gør, at motivet fremstår tydeligt og let aflæseligt for beskueren. Værket står desuden rigtig smukt i dets miljø hvor perspektivet gør at det næsten ser ud til at gro fra bunden af gavlen. Værket her har intet navn, og det åbner igen op for endeløse fortolkninger. Eske Kath er en dansk kunstner, der arbejder med maleri, skulptur og installation. Han er kendt for at udforske naturkatastrofer, menneskets forhold til jorden og vores sårbarhed i en foranderlig verden. Hans værker kombinerer stærke farver og geometriske former, hvor landskaber og byer ofte fremstår i opløsning eller transformation. Inspireret af både natur og byrum kommenterer han på klimaforandringer og globale kriser, og hans kunst er udstillet internationalt som en markant stemme i dansk samtidskunst. Foto: OpdagDanmark

23

Simon Sebastian

Adresse: Hillerødgade 1 Ruten fortsætter op til Hillerødgade hvor du på din højre hånd kan se dette stops gavlmaleri. Værket her er skabt af kunstneren Simon Sebastian i juli 2024. Ingeniørfirmaet Bang og Beenfeldt fejrede i dette år deres 50 års-jubilæum, og det markerede virksomheden ved at donere et gavlmaleri til byen. Dette gavlmaleri er faktisk kunstnerens første af slagsen - han udtaler: "På en måde har jeg det lidt som om, at det bare er et arbejde, at nu skal jeg lave det her projekt. Men jeg er glad for, at jeg har fået opgaven. Det er et fedt sted at få lov at lave et maleri". Motiverne er inspireret af nærområdet og er med til at indramme værket i midten. Hele maleriet er udformet med en blå farve som står kontrastfyldt mod den hvide baggrund, og lyser hele gavlen og området op. Simon Sebastian er en dansk kunstner, der kombinerer maleri, street art og installation med stærke farver og geometriske mønstre. Hans værker udforsker identitet, forandring og menneskets forhold til omgivelserne og bevæger sig mellem det abstrakte og det figurative. Både i gallerier og i byrum skaber han værker, der forener kunst og arkitektur og tilfører energi til omgivelserne. Foto: Simon Sebastian

24

Jakob Tolstrup - Børns Vilkår

Adresse: Hillerødgade 13 Vi fortsætter tilbage på ruten, og går videre ned af Hillerødgade, til Nørrebro Skatepark. Her ser vi endnu et gavlmaleri fra en af de kunstnere vi allerede er stødt på, nemlig Jakob Tolstrup som stod bag 'Vagabonden'. Maleriet her er opstået i forbindelse med en kampagne fra Børns Vilkår og Børnetelefonen i 2020, og er med til at skabe opmærksomhed om børn og unges vilkår men også minde dem om at der er tilgængelige ressourcer hvis der skulle være behov for det. Og maleriet er i hvert fald ikke til at undgå, når man går vejen forbi, med dets imponerende skala, smukke farver og tankevækkende elementer. Maleriet afbilleder en dreng, med fuld oppakning på ryggen, en hat og abe på hovedet, siddende på hug, og som skuer ned på telefonen. Nummeret på den gamle drejeskivetelefon er til Børnetelefonens linje, og navnet går igen på det flag der stikker op fra drengens rygsæk. Maleriet sætter fokus på et vigtigt tema i samfundet, og vækker samtidig undren over hvad denne dreng måske er på vej væk fra, eller til. Her er der i hvert fald lagt op til fortolkning for beskueren. Foto: Jakob Tolstrup

25

Stine Hvid - Joannahuset

Adresse: Esromgade 15 Fra sidste stop, kan vi allerede se det næste gavlmaleri. Her drejer vi op af Nørrebroruten. Vi fortsætter indenfor temaet; børn og unges vilkår og ser nu på et gavlmaleri der er opført af kunstneren Stine Hvid til fordel for Joannahuset - et krisecenter for børn og unge i hele landet med base på Frederiksberg. Maleriet er lavet i samarbejde med Real Care, som er en velgørende forening der har fokus på at hjælpe udsatte børn og unge. Foreningens formål er at bidrage til udviklingen af et socialt bæredygtigt samfund, med fokus på at skabe trygge rammer og sikre social retfærdighed for udsatte børn og unge. Igen har vi med at gavlmaleri at gøre som er placeret midt i bybilledet netop hvor de unge opholder sig på alle tider af døgnet. Gavlmaleriet er ikke kun et kunstnerisk indslag, men også et effektivt kommunikationsredskab, der formidler et vigtigt budskab direkte til målgruppen. Undervejs i den kreative proces har Stine Hvid involveret unge i området, der har bidraget med input til, hvordan maleriet bedst kunne tale ind i deres virkelighed og behov. Værket inkluderer motiver af børn og unge som centralt element, hvorfra forgrunden kommunikerer tekst der skal informere om den hjælp der er tilgængelig. Med en dragende farvepalette formår maleriet at stikke ud og drage øjet til alle dets hjørner. Et stort, smukt og ikke mindst tankevækkende maleri. Stine Hvid er en dansk kunstner og muralist, kendt for sine farverige, fantasifulde værker, der kombinerer natur, leg og menneskelige relationer. Hun arbejder på tværs af medier – fra byrum til illustration – og hendes kunst kan opleves både i Danmark og internationalt. Foto: Stine Hvid

26

Emilie Klint

Adresse: Nørrebrogade 206 Når du når til enden af Nørrebroruten, så tag et kig til højre, mod Den Røde Plads. Her er vores næste stop på ruten, inden vi bevæger os videre. I toppen af den røde skaterampe ser vi den røde farve bevæge sig op ad gavlen og agerer baggrund for dette værk. Gavlen blev tilbage i 2020 malet over i denne farve, hvor der før var et maleri af en Mountain Dew reklame, med teksten 'Vi hader reklamer' tagget henover. Og det var nu op til bl.a. bygningnens lejer Ole Hykkelbjerg, at være det bindende led mellem kunde og kunstner. Men det var ikke bare hvilken som helst gavl som han stod overfor. Han udtalte; "Man skal prøve at forstå gadens lov. Man skal forstå og omfavne området, for pladsen har sin egen historik. Det har jeg en del erfaring med. Nørrebro er en fed smeltedigel, en sammensmeltning af kulturer. Vi har at gøre med en autentisk, potent og original bydel". Kunstneren bag det maleri du nu står og kigger på er Emilie Klint og blev fuldført i 2023. Opgaven gik ud på at samle Brooklyn og Nørrebro og visualisere dette til én enhed. Værket er derfor lavet i samarbejde med The Brooklyn Brewery og indeholder elementer der både kunne fortælle noget om Brooklyn og Nørrebro. Så selvom det nye gavlmaleri også er en reklame, så ønskede kunstneren at det ikke skulle signalere det lige så tydeligt. Det skulle være mere end blot et logo og det sørgede hun for. Man kan nemlig sagtens forene reklame og kunst, ligesom man eks. har forenet kunst med de gamle tobaks- og kaffereklamer. Værket byder på et væld af farverige elementer og inviterer ikke blot beskueren til, at opfange den markedsføring der bliver kommunikeret men også hvordan værket passer ind i det miljø som den udsmykker. Emilie Klint er en dansk kunstner, der arbejder mellem maleri, illustration og visuel kommunikation. Hendes værker har en drømmende og poetisk æstetik, inspireret af natur, følelser og abstrakte former. Med bløde farver, fine mønstre og organiske strukturer skaber hun kunst, der både rører og inviterer til fordybelse. Hun arbejder i både små formater og store vægmalerier, og hendes værker er udstillet i både Danmark og internationalt. Foto: Emilie Klint

27

Jakob Tolstrup

Adresse: Esromgade 5 Vi returnerer nu til den afmærkede rute og drejer bag om Nørrebroruten om til Esromgade. På ca. midten af gaden, kan du på venstre side af vejen, efter at have drejet blikket tilbage, se dette spektakulære gavlmaleri på din højre hånd. Kunstneren Jakob Tolstrup går nu igen på dette stop af ruten og bringer endnu engang hans portrættering af menneskelige figurer i spil. Værket blev til tilbage i 2023 og udsmykker på smukkeste og mest farverige vis denne gavl. På en stærkt orange baggrund ser vi to personer, måske en far og en datter, der sidder på en bænk og spiller musik på en banjo. En stor måge sidder bag dem, oplyst af en stor gul cirkel, som kan tolkes som en sol eller måne. Rundt om dem ses enkelte elementer fra bymiljøet: en grøn skraldespand og en rød brandhane. I maleriets top ses silhouetter af træer som omkranser værket. De to karakterer spiller musikken samen – dette antyder et stærkt bånd mellem personerne. Musikken fungerer her som et symbol på arv, kultur og fællesskab, noget der går i arv fra én generation til den næste. Kontrasten mellem byens elementer og den drømmende scene med musik og måge skaber en balance mellem det rå, urbane liv og det poetiske, menneskelige element. Mågen, ofte forbundet med havet og frihed, kan her symbolisere drømme, frihed eller håb. Den gule cirkel bag mågen giver associationer til enten sol eller måne, hvilket kan symbolisere tidens gang eller lys i mørket. De varme farver skaber en varm og indbydende stemning. Det er ikke et portræt af en konkret virkelighed, men snarere en drømmende fortælling eller et følelsesmæssigt øjeblik. Foto: OpdagDanmark

28

Don John - Fugle

Adresse: Ørnevej 20 Vi fortsætter nu af ruten til Ørnevej. På venstre side af vejen, skal du igen vende dig 180 grader og betragte dette stops gavlmaleri. Det befinder sig lige over endnu mere streetart som pryder væggen. Dette værk er udformet af kunstneren Don John som vi også tidligere har stiftet bekendtskab med på ruten. Desværre er en del af dette værk blevet overmalet med grafitti, men vi har vedlagt et billede af hvordan det så ud før. Gavlmaleriet her indeholder igen fugle som vi ofte ser optræde i Don Johns kunst, og symboliserer her naturen i dets både barske men også frie element - det er nemlig op til fortolkning om fuglende kæmper, yngler eller leger på denne hvide baggrund. Vi har 8 fugle afbilledet, bla. den velkendte blåmejse og dompap. Selve variationen i fuglearterne kan symbolisere mangfoldighed og sameksistens i byrum, hvor forskellige individer og livsformer lever side om side. Fuglene i flugt repræsenterer frihed, bevægelse og forandring. At motivet er placeret midt i byen, understreger en mulig længsel efter natur og ro i det urbane rum, eller fungerer som en påmindelse om, at naturen altid er tæt på, selv i de mest betonprægede omgivelser. Foto: OpdagDanmark / streetartcities.com

29

DabsMyla - Magical Thoughts

Adresse: Møntmestervej 16 Vi bevæger os nu videre gennem Ørnevej, op gennem Stjerne- og Nordvestparken, og tilbage til det boligområde hvor vi startede denne street-art walk. Det er nu tid til at kigge nærmere på de sydvendte gavle på Møntmestervej. Værket her er skabt i 2019 af kunstnerparret Dabs og Myla, og hedder 'Magical Thoughts' - og her er der fuld smæk på farvepaletten. Værket leger også med perspektiv og viser et motiv af en blomsterbuket i vase, på et bord i et rum der synes at gå ind i gavlen. Foran ser vi et lille kort med den velkendte figur Mickey Mouse, som ved siden af sig akkompagneres af en sky i regnebuefarver. Værket bugner af farver og det er næsten svært at kigge væk når først man begynder at zoome ind på de forskellige elementer af gavlen. Det sorte gulv på maleriet giver en visuel kontrast og god plads til at farvepaletten kan træde endu mere i karakter. Værket er legende og tegneserieagtigt, men formår at bibeholde dets realistiske genkendelighed som gør det let for beskueren at afkode. Vi har også vedlagt et billede af den originale skitse inden værket blev skaleret op. DabsMyla er en australsk kunstnerduo bestående af ægteparret Dabs og Myla. De er kendt for deres farverige og legesyge stil, der blander street art, popkultur og surrealistiske elementer. Med inspiration fra tegnefilm, retrodesign og deres egne oplevelser skaber de værker fulde af humor og nostalgi. Duoen arbejder med alt fra store vægmalerier til installationer og har udstillet internationalt samt samarbejdet med store brands - bl.a. tøjmærket Cotton-on. Deres kunst inviterer beskueren ind i et fantasifuldt og drømmende univers - og kan minde om en blanding af 70'er retro og Marimekko. Foto: OpdagDanmark / DabsMyla, Instagram

30

Mason Saltarrelli

Adresse: Mesterstien 2 Vi fortsætter op ad Møntmestervej til det næste gavlmaleri på ruten. Dette værk af skabt af den amerikanske kunstner Mason Saltarelli og afbilleder i forgrunden et stort hoved af en hund, med dens røde tunge hængende ude. I baggrunden ses en stor blå cirkel som kranser om hundens ører. Et simplet men let læsbart værk som sætter tankerne igang. Hunden ser ud til at puste, og den blå cirkel kan symboliserer månen. Den gule baggrund giver værket en stærk kontrast og lyser hele bybilledet op. Er motivet en hyrdehund ude om natten, eller måske en ulv på jagt? Kun fantasien sætter grænser her. Mason Saltarrelli er en amerikansk kunstner, der skaber abstrakte og spirituelle værker med fokus på forbindelsen mellem det fysiske og det metafysiske. Inspireret af symbolik, folklore og introspektion udforsker han temaer som tid og transformation. Hans kunst kombinerer organiske former og subtile farver og er kendt for at vække både følelser og eftertanke. Foto: OpdagDanmark

31

Coline Marotta

Adresse: Mesterstien 1 Næste gavlmaleri på ruten, er malet af den franske kunstner Coline Marotta og minder beskueren om hverdagens øjeblikke. Værket skal ses som et blik væk fra den travle hverdag og et kig ind i små øjeblikke. Her afbilleder maleriet en kvinde på ryggen, med benene foldet og med lange bølgende arme som indrammer hele værket. Maleriets bløde farver, udtrykker en følelse af ro men formår alligevel at stikke ud med pigens turkise bluse, lyserøde hud og mørkerøde hår. Gavlmaleriet giver stof til eftertanke, og inviterer beskueren til at følge de abstrakte formers bløde linjer, uden at skulle fastsætte en klar handling. Coline Marotta er en fransk kunstner, der skaber farverige og intime værker med fokus på relationer, følelser og hverdagslivets stille øjeblikke. Hendes bløde farvepalet og enkle linjer formidler en følelse af ro, nærhed og slow existence. Med en stil mellem det figurative og abstrakte skildrer hun scener af forbundethed og eftertænksomhed. Marotta har udstillet internationalt og er anerkendt for sin evne til at indfange det poetiske i det virkelighedsnære. Foto: Jens-Peter Brask

32

Jon Stahn

Adresse: Svendelodden 2 Næste maleri på Møntmestervej er skabt af kunstneren Jon Stahn, og giver os en helt anden stil end de gavlmalerier vi tidligere har set. Maleriet består af et abstrakt geometrisk mønster udført i en begrænset, men kraftfuld farvepalette: sort, hvid, rød og gul okker. Der bliver anvendt både cirkler, trekanter og buede former, som overlapper og skaber rytme og bevægelse over hele gavlen. De skarpe kontraster giver værket et næsten arkitektonisk udtryk, samtidig med at det emmer af lethed og åbenhed. Kunstnerens brug af former og negative rum inviterer beskueren til at søge mønstre og mening, uden at svaret nødvendigvis er entydigt. Værket skaber et rum for ro, fordybelse og refleksion midt i det urbane miljø. Jon Stahn er en samtidskunstner der arbejder med skulptur, installation og maleri. Hans værker kredser om temaer som natur, identitet og tid, og kendetegnes ved en balanceret brug af rå materialer som træ, metal og sten i kombination med moderne teknikker. Stahns kunst udstråler ro og eftertanke og forener æstetik med filosofi. Han har udstillet både nationalt og internationalt og er anerkendt for sin evne til at forene det visuelle med det konceptuelle. Foto: Jon Stahn

33

Anders Brinch

Adresse: Svendelodden 1 Vi fortsætter op af vejen og på dette næste gavlmaleri er der igen godt gang i farvepaletten. Dette værk af Anders Brinch inviterer ind i en fantasiverden med to store, lyserøde flamingoer. Værket er en hyldest til naturens finurlige virkelighed, med de to flamingoer i forgrunden, og i baggrunden, en abstrakt samling af farverige elementer placeret på et sort kanvas. Værket leger med det genkendelige og det ekspressive, og fremstår næsten psykedelisk i sit farvevalg. Flamingoen fremstår her som en fantasiskabning i en surrealistisk og farverig verden, der giver værket et drømmende og legende udtryk. Som symbol på skønhed, ynde og individualitet kan den tolkes som et billede på selvudfoldelse og frihed, mens de cirkulære mønstre omkring den skaber en følelse af bevægelse, energi og fællesskab - midt i det rå bybillede. Anders Brinch er en dansk kunstner, der skaber ekspressive og surrealistiske værker med en legende blanding af humor og mystik. Hans kunst spænder over maleri, skulptur og installation og er kendetegnet ved dristige farver og fantasifulde universer, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen. Med inspiration fra popkultur, sci-fi og natur inviterer Brinch beskueren ind i en drømmelignende verden fuld af fortællinger. Han har udstillet både i Danmark og internationalt og er en markant stemme på den moderne kunstscene. Foto: Bjonsson, Pixabay, OpdagDanmark

34

Lady Aiko - Bunny

Adresse: Rytterbakken 2 Mens vi bevæger os mod enden af Møntmestervej, kan vi her på Rytterbakken 2 igen opleve en eksplosion af farver og elementer - denne gang med en kanin i centrum af værket. Netop dette motiv af kaninen er et vores kunstner Lady Aiko har gjort til sit eget, og er derfor en genganger i mange af hendes værker. Dette stencil blev skabt helt tilbage i 2005 hvor Aiko tilbragte tid i kunstneren Banksys studio i London. Stencilet blev første gang testet i dette studies badeværelse. Forgrunden forestiller den lyserøde kanin med en spraydåse i poterne, hvor baggrunden byder på forskellig-farvede blomster, geometriske former og symboler kendt fra kulørerne på spillekort; spar, hjerter, rudder og klør. Værkets stil hylder den traditionelle grafitti med sine bløde kanter og står i kontrast til de skarpe former som fylder baggrunden. Et værk der står ud fra mængden og giver beskueren en følelse af glæde, og et barnligt element som inviterer til fordybelse. Lady Aiko er en japansk street art-kunstner kendt for sin unikke stil, der forener traditionel japansk kunst med moderne popkultur. Hendes værker er farverige, detaljerige og ofte centreret om stærke, feminine figurer og urban æstetik. Med base i både Tokyo og New York har hun arbejdet med bl.a. Banksy og Faile, og hendes kunst er udstillet verden over. Lady Aiko forener østlige og vestlige traditioner i værker, der hylder både styrke og sårbarhed. Foto: Lady Aiko

35

Timmi Mensah

Adresse: Møntmestervej 4 Vi er nu nået til rutens næstsidste stop. Dette gavlmaleri af kunstneren Timmi Mensah fungerer som et farverigt postkort til Nordvest. Det er en del af en serie af værker, hvor kunstneren har skildret forskellige steder i København med sin karakteristiske retrostil og sprudlende farveunivers. I baggrunden rejser Grundtvigs Kirke sig bag de lange gule boligblokke, mens en kvinde i kjole, stiletter og flagrende hår cykler ned ad vejen i mellemgrunden. Foran hende sidder en smilende mand med hat, der løfter hånden i en kærlig hilsen – ledsaget af små lyserøde hjerter, som stiger op mod himlen. Han holder samtidig en Tuborg-øl, hvilket understreger den danske, lette og sommerlige stemning. Helheden udstråler varme, nostalgi og livsglæde, og vækker minder, som mange kan genkende fra både området og Danmark i det hele taget. Timmi Mensah er en dansk kunstner, der bevæger sig mellem maleri, street art og visuel kommunikation. Hans farverige og energiske værker balancerer mellem abstraktion og figur, ofte med fokus på identitet, fællesskab og byliv. Med rødder i grafisk design og street art forener han det rå og det raffinerede i en stil, der både er umiddelbar og dyb. Mensah har udstillet i både Danmark og internationalt og markerer sig som en stærk stemme i samtidskunsten. Foto: Timmi Mensah / Graffiti.dk

36

MadC

Adresse: Møntmestervej 30 Vi er nu nået til det aller sidste stop på denne Street-art walk, og vi afslutter med endnu et værk med knald på farverne. Dette gavlmaleri blev som så mange af de andre i dette område fuldført i 2019, og er skabt af kunstneren MadC. MadC, Claudia Walde, er en tysk kunstner og en af de mest anerkendte inden for graffiti og street art. Hun blev kendt i 1990’erne for sin tekniske dygtighed og sit farverige, dynamiske udtryk, hvor abstrakte former møder klassisk graffiti. Hendes gennembrud kom i 2012 med det 700 m² store værk '700 Wall', malet alene. I dag arbejder hun både i byrum og på lærred, og hendes værker udstilles globalt. MadC bygger bro mellem graffitiens rå energi og kunstverdenens elegance. Værket her er domineret af stærke kontraster mellem blå, turkis, pink og orange, afbalanceret af mørke og lyse nuancer. De mange lag og flydende overgange giver en oplevelse af bevægelse og energi, som nærmest pulserer ud fra væggen. Kunstnerens karakteristiske stil ses tydeligt her: i en eksplosion af farver og former, hvor graffitiens rå kraft møder et næsten malerisk udtryk. Kompositionen virker som et øjeblik fanget i konstant bevægelse – et samspil mellem kaos og kontrol. Ligesom i hendes øvrige værker skaber hun en bro mellem det urbane og det kunstneriske, hvor farverne ikke kun pynter, men fortæller en historie om energi, frihed og kreativitet uden grænser. Vi har nu været i gennem over 30 forskellige gavlmalerier, alle med en historie og et særligt budskab. Følger du den afmærkede rute efter dette stop, ender du tilbage ved det første gavlmaleri på Rentemestervej 110. Vi håber her hos OpdagDanmark at det har været en fornøjelse at vandre rundt her i Nordvest og på Nørrebro, og ønsker dig en rigtig god dag! Vi tilbyder flere forskellige ruter rundt omkring i Danmark, så hvis du bare ikke kan få nok af street-art så hop ind på vores hjemmeside! Foto: MadC