Kløverstier i Hørsholm
2970 Hørsholm, Danmark
Ruterne
Beskrivelse af ruterne
Velkommen på Kløverstierne, som er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion. Vælg den rute, der passer dig i forhold til længde eller seværdigheder. Vælg mellem den grønne rute på 2,5 km, den blå på 5,3 km, den røde på 7,6 eller den sorte på 21 km.
Grøn rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 2,57 km | - | - |
God lille rute for de mindste børn. Ruten går gennem den kommende PH Park og forbi to af kommunens legepladser, Eventyrlegepladsen på Nattergaleengen og legepladsen på Birkevej. Eventyrlegepladsen blev indviet i oktober 2018. Turen gennem PH Park er ikke egnet for cykler eller gangbesværede. Vi henviser til at følge Bolbrovej i stedet.
Blå rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 5,56 km | - | - |
Usserød Å danner afløb fra Sjælsø, hvorfra den finder vej nordpå gennem Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg kommuner før den munder ud i Øresund. I oldtiden var Usserød Å en vigtig transportvej ind i landet fra kysten. Omkring 1800-tallet blev åen reguleret og rettet ud, for bedre at kunne dræne landbrugsjorderne. De seneste år har åen gennemgået naturgenopretninger, er blevet genslynget flere steder og indgår nu i et storslået landskab, Usserød Ådal, der er fredet. Åen har været at stor historisk betydning i Usserød med de indskudte damme og deres rolle industrien.
Rød rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Moderat | 7,91 km | - | - |
Den røde rute byder på flere oplevelser. I stil med de andre sammenkæder den steder af, i dette tilfælde især historisk, interesse omkring engene ved Usserød Å og området omkring Hørsholm Kirke og Slotshaven. Derudover er der skrevet en novelle til ruten, Allikernes Arv. Novellen er i gysergenren og er skrevet af Hørsholmforfatter Tobias Stenbæk Bro. Novellen kan kun høres som lydbog, og den hentes som i alt fire lydfiler undervejs på ruten. Første del hentes ved startpælen og de resterende ude på ruten. Novellen er indtalt af Preben Harris. (Lydbogen er uhyggelig og ikke egnet for børn.)
Sort rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Udfordrende | 20,61 km | - | - |
21 % af Hørsholm Kommunes areal udgøres af skov. Denne rute fører cyklisten, den garvede vandrer eller løber i gennem Kokkedal Skov og Naturstyrelsens arealer i Rungsted Hegn og Folehave Skov. Derudover passerer den Hørsholm Idrætspark, bademuligheder langs Øresunds kyst, Rungsted Havn, Karen Blixen Museet, Rungsted Kyst Station og andre steder af historisk interesse i og omkring Rungsted. Den inspirerer ligeledes til brugen af andre afmærkede motionsruter og friluftsfaciliteter i både Kokkedal Skov og Rungsted Hegn.