Kløverstier i Egebjerg
4500 Egebjerg, Danmark
Ruterne
Beskrivelse af ruterne
Velkommen på Kløverstierne, som er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion. Vælg den rute, der passer dig i forhold til længde eller seværdigheder. Vælg mellem den grønne rute på 2,6km, den blå på 5,1 km den røde på 7,9 eller den sorte på 11,4 km.
Grøn rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 2,60 km | - | - |
Byvandring i Egebjerg. På vandringen rundt i byen ses tre skoler fra hver sin tidsalder. Rytterskolen fra 1700- tallet, Iværksætterhuset som i begyndelsen af 1900-tallet var skole, og endelig Den nye skole hvor Kløverstierne begynder og slutter. Undervejs går turen forbi Fri & Fro, som er en andelsforening med 16 huse i naturmaterialer, og kirken som er fra før 1295. Kirken ligger højt hævet over byen med udsigt over hele Egebjerg halvøen og Isefjorden.
Blå rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 5,21 km | - | - |
Udflugt til Stokkebjerg skov. Ruten går østpå fra Egebjerg Skole og mod Isefjorden. Undervejs nås Gelstrupgård - en stor økologisk svineproduktion. Folde med søer og smågrise kommer du tæt på. Ruten følger en af de gamle Kirkestier fra Egebjerg til Stokkebjerg Skov. Der bl.a. rummer en gammel borgruin fra Middelalderen. En afstikker fra ruten fører ned til Isefjorden og Lommestenen, som en trold efter sigende kastede fra Hornsherred mod Egebjerg Kirke. Turen går tilbage til Egebjerg via Kirkesti og Egebjerg Kirke.
Rød rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Moderat | 7,91 km | - | - |
Ulkerup Skov og Landsby. Ruten går nordpå fra Egebjerg Skole, gennem Fri og Fro og ud på åben mark, hvor de gamle gærde følges til landsbyen Lestrup. Undervejs ses Egebjerg Gården som var fødested for Grundtvigs mor (år 1748), og Møllen der ligger højt på Møllebakken. Godt igennem Lestrup fortsætter ruten ind gennem Ulkerup Skov. En afstikker viser vej til Ulkerup Landsby som var en skovlandsby indtil 1700-tallet. På den anden side af skoven følges en markvej tilbage til Egebjerg.
Sort rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Udfordrende | 11,41 km | - | - |
Udsigter og kæmpegrave. Ruten går østpå fra Egebjerg Skole og følger flere af de Gamle Kirkestier indtil området Grønland nås. Historien fortæller, at fiskerne i dette område sejlede til Grønland for at fiske – heraf stednavnet. Via marker og kvægfolde nås Kongsøre Skoven, som er fuld af fortidsminder. Højdepunkterne er Kongsøre Høj, Kong Øres Grav og Prinsehøjene. En afstikker ned til Isefjorden vil rumme lejrplads og badestrand samt et kig ind til et militært område (Frømandskorpset). Ruten går tilbage til Egebjerg via offentlig vej og marker. Lige inden turen slutter nås et fantastisk udsigtspunkt, hvor der ses vand på tre sider – et absolut højdepunkt.