Kløverstierne i Stouby

Idrætsvej 12, 7140 Stouby, Danmark

4 skønne ruter i varierende længde

Beskrivelse af ruterne

Kløverstierne i Stouby byder på fire unikke ruter, der hver især giver et indblik i byens rige historie og smukke natur. Den grønne rute (2,5 km) tager dig med på en tur gennem Stouby, hvor du kan opleve byens historiske steder som den tidligere "Stouby Handelsplads" og "Stouby Gl. Forskole". På ruten er der QR-koder ved vigtige lokaliteter, som giver dig mulighed for at dykke ned i historien og se billeder fra tidligere tider. Den blå rute (5,7 km) fører dig gennem Stoubys to historiske stadier. Fra det oprindelige Stouby, nu kaldet Gammelby, til det nuværende Stouby, som blev genopbygget efter en stor brand. På denne rute kan du også opleve byens gamle vartegn, "Sprøjtehuset", og den nye centralskole fra 1956. Den røde rute (7,6 km) tager dig med på en rejse fra Stouby til Hyrup og videre forbi Bobæk, som tidligere var skovridergård for Rosenvold Gods. På denne rute kan du også opleve det hus, hvor den kendte forfatter Kirsten Holst boede, og den gamle Brugsforening, som også fungerede som postkontor. Den sorte rute (10 km) fører dig gennem Stouby og videre mod fjorden. På denne rute kan du opleve historiske steder som Kildebjerget, Guldhøj og Træskohage Fyr. Turen går også forbi Vejle Fjord Centeret, som har en rig historie som tidligere sanatorium og nu fungerer som hotel og rehabiliteringscenter. Uanset hvilken rute du vælger, vil du blive præsenteret for en kombination af Stoubys historie, kultur og naturskønne omgivelser.

Grøn rute

PREMIUM
Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Nem 2,46 km - -

Den grønne rute fører dig som fodgænger, rulleskøjteløber, løber eller dig med barnevogn, gennem Stouby via veje og stier med lys på. Dermed egner ruten sig til færdsel både sommer og vinter, nat og dag. På ruten passerer man flere historiske steder for byen. Den tidligere "Stouby Handelsplads" i Borgergade, den nyplantede "Kjørmeseg" i anledning af 50 året for start af Kjørmesgilde i Stouby, Stouby Handelsgartneri og Stouby Gl. Forskole. Ved disse lokaliteter er der anbragt QRkoder, som kan skannes med en smartphone, og derved er det muligt at få historien og fotos vedrørende stederne.

Blå rute

PREMIUM
Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Nem 5,77 km - -

Den blå rute går gennem de to stadier af Stoubys historie. Ifølge overleveringen var det oprindelige Stouby beliggende omkring kirken, hvor det nuværende Gammelby er. Sagnet siger, at "Det Gamle Stouby" nedbrændte totalt, og at genopbygning af byen skete syd herfor, altså hvor det nuværende Stouby er beliggende. Det oprindelige sted blev kaldt "Gammelby", og er i dag et særskilt samfund, hvor der tidligere var mejeri, brugsforening, læge og skole. Præstegården forblev på det oprindelige sted og eksisterer den dag i dag i Gammelby. Den store afstand mellem Stouby Kirke og Stouby forklares måske af det nævnte. Ruten passerer også Stoubys gamle vartegn, "Sprøjtehuset", som husede byens hestetrukne og manuelt betjente brandsprøjte. Her blev Stoubys nye centralskole bygget i 1956.

Rød rute

PREMIUM
Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Moderat 7,62 km - -

Den røde rute fører fra Stouby forbi Stouby Skole til Hyrup, hvor der tidligere også var forskole. Herfra videre ad Bobækvej forbi Bobæk, som ejes af Rosenvold Gods, og som tidligere var skovridergård for godset. Det nuværende Bobæk blev opført i 1877 som erstatning for et mere pompøst projekt, nemlig et jagtslot. Den daværende ejer af området, grev Chr. Emil Kragh-Juel-Vind-Friis på Frisenborg, fik den berømte arkitekt, Vilh. Dahlerup, til at tegne et meget fornemt jagtslot. Det blev til 25 tegninger, der nu befinder sig på Glud Museum. Dette spændende projekt blev dog aldrig udført. På ruten passeres desuden det hus, hvor forfatteren Kirsten Holst boede i i mange år. Tilbage i Stouby passeres den gamle Brugsforening, som helt tilbage i tiden også var postkontor.

Sort rute

PREMIUM
Sværhedsgrad Længde Højde m. Tid
Moderat 10,46 km - -

Den sorte rute fører gennem Stouby mod vest, hvor den gamle Brugs, Stouby Kro og Stouby gamle Central passeres. Videre ned mod Fjorden passeres Kildebjerget, som oprindelig var enkesæde for enkegrevinde Anna Olavia Scheel fra Barritskov. Kildebjerget blev senere børnehjem, og er nu privatskole. Videre mod fjorden passeres i skoven Guldhøj, hvor sagnet siger, der er begravet en guldskat. Helt nede ved vandet går turen forbi Træskohage Fyr, som nu søges bevaret. Videre mod Sanatoriet passeres stedet, hvor Strandhuset lå. Her boede nattevægteren på Sanatoriet, og det var også her, at nogle fra den overlevende besætning fra et nedskudt allieret fly under anden verdenskrig blev reddet ind til. Turen går videre til Vejle Fjord Centeret, som oprindelig var Tuberkulosesanatorium, senere Nervesanatorium og nu hotel og rehabiliteringscenter. På ruten kommer du gennem forskelligt terræn herunder skov og sand, og særligt sidstnævnte kan være en udfordring med eksempelvis barnevogn.