Kløverstier i Lem
Østerbrogade 1, 7860 Spøttrup, Danmark
Ruterne
Beskrivelse af ruterne
Velkommen på Kløverstierne, som er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion. Vælg den rute, der passer dig i forhold til længde eller seværdigheder. Vælg mellem den grønne rute på 2,5 km, den blå på 5, den røde på 8,2 eller den sorte på minimum 10 km. Her i folderen kan du lade dig inspirere til valg af rute og bruge den som en guide undervejs.
Grøn rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 2,48 km | - | - |
Byruten fortæller en historie om landsbyen Lem. Ruten bringer dig til børnehaven, skolen og et nyopført Kulturhus – et aktivt sted for alle byens borgere. Du føres videre gennem et naturskønt område med en kun- stig kælkebakke og skovbørnehave til Vestsalling-stien. Efter en kort strækning på stien går turen mod byens østlige udkant. Herfra går ruten til byens nye sociale mødested med et udendørs fitnessområde på Gartnerjorden, som ligger centralt i byen. Ruten fortsætter til kirken, som er en af de ældste middelalderkirker i landet. Den har en stor rigdom af helt unikke romanske granitrelieffer, som har mange historikers bevågenhed. Sidst på ruten passeres det endnu velfungerende 100-årige forsamlingshus.
Blå rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 4,97 km | - | - |
Historieruten præsenterer den lokale kulturarv. Undervejs passeres en lang række steder, der bidrager til fortællingen om landsbyen Lems udvikling og historie. Du starter midt i byen, hvorefter du når til Styrhøjen, hvor der er en fantastisk udsigt ud over landskabet og fjorden. Ved Helligkilde lå der i gamle dage et kapelhus med en hellig kilde. Turen går videre til Brodal, hvor der i 1889 blev indviet et moderne andelsmejeri, som fungerede indtil 1982. Fra Brodal til Nr. Lem passerer man steder med de første skoler og følger den gamle jernbanelinje – Vestsalling- stien til Lem. Her passeres den gamle Brodal Station. Tilbage til byen kan du slå et smut forbi Hvilshøj – et historisk samlingssted med en gammel gravhøj, som fra år 1900 har dannet rammen om mange sommermøder med bl. a. egnens store digter Jeppe Aakjær.
Rød rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Moderat | 8,21 km | - | - |
Ruten er egnet til både at cykle, løbe eller gå. Den fører dig igennem både kultur og natur. Fra byens vartegn, Hejren, til den gamle jernbanelinje - Vestsallingstien, som er en cykel-, vandre- eller løbesti gennem Sallings smukke natur. Stien fører dig til Vejby Kirke. Den er en af de 13 kirker i det gamle Spøttrup. Man sagde, at årsagen til de mange kirker var, at enten var Salling-boerne meget gudfrygtige eller meget dovne. Ruten går videre forbi Skydebanen i Slugten, som også pga. landskabets særlige karakter kaldes ”Lille Norge”. Herregården Bustrup fra 1400-tallet breder sig ud i Slug- ten. Videre på ruten ses, smukt beliggende på kanten af dalstrøget, den gamle Kæmpe- gård. Her går turen ad en markvej op til et udsigtspunkt, hvorfra du kan skue ud over Sønder Lem Vig, som er et geologisk og naturmæssigt spændende område med et rigt dyre-, plante- og fugleliv.
Sort rute
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Moderat | 10,54 km | - | - |
Ruten starter ved byens vartegn, Hejren, og fører dig forbi byens Skole og Kulturhus. I udkanten af byen bliver du ledt ind på den nedlagte jernbanelinje, Vestsallingstien. Efter en kort strækning her, fører ruten dig til Slug- ten, som er et område med et helt specielt landskab og smuk natur - lokalt kaldet ”Lille Norge”. Ruten fortsætter i dalstrøget forbi den gamle herregård Bustrup, som med Tyge Krabbe i 1511-1541 markerede sig kraftigt i historien. I dag er det et socialpædagogisk opholdssted med dagskole og kulturcenter. Fra Bustrup fortsættes ad Planetstien mod Sønder Lem Vig, som er et spændende naturområde med et rigt dyre-, plante- og fugleliv. I den vestlige ende af vigen ligger endnu en af egnens smukke herregårde, Hostrup Hovedgård. På vejen tilbage til byen passeres Opperby gl. skole fra 1818 og Lem gl. Præstegård fra 1864. Lem kirke, en smuk middelalderkirke, som er kendt for sin store rigdom af romanske granitrelieffer.