Kløverstier i Ebeltoft
S. A. Jensen Vej 3, 8400 Ebeltoft, Danmark
Ruterne
Beskrivelse af ruterne
Velkommen på Kløverstierne, som er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion. Vælg den rute, der passer dig i forhold til længde eller seværdigheder. Vælg mellem den grønne rute på 2½ km, den blå på 5,6, den røde på 7,9 eller den sorte på 13 km. Her i folderen kan du lade dig inspirere til valg af rute og bruge den som en guide undervejs.
Grøn rute
Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
---|---|---|---|
Nem | 2,36 km | - | - |
På turen gennem købstaden Ebeltoft kommer du forbi en række smukke bygninger. Ebeltoft blev købstad i 1301, og de ældste bevarede huse er fra første halvdel af 1600-tallet. Ebeltoft er bl.a. kendetegnet ved en række store købmandsgårde fra byens storhedstid i 17– og 1800 tallet. På turen kommer du bl.a. forbi:

Farvergården
Gården er det eneste bevarede købstadsfarveri i Nordeuropa og er et af Ebeltofts mest særprægede og velbevarede gårdmiljøer.
Det gamle Rådhus
Det gamle Rådhus blev bygget i 1789 og var i brug indtil 1840. Fra 1840 og frem til restaureringen i 1906-09 fungerede Det Gamle Rådhus som privatbolig.
Ebeltoft Kirke
Den sengotiske Ebeltoft Kirke er opført over en ældre og mindre kirke fra ca. 1100. Den nuværende kirke, der omtales fra 1458, blev udvidet omkring 1500. Kirken er senest blevet renoveret i efteråret 2015
Søren B. Lundbergs Maltfabrik
Købmand Søren Buchtrup Lundberg åbnede sin forretning i 1857, da han lejede nogle lokaler i sin læremester P.J. Ørtings købmandsgård på Adelgade i Ebeltoft. Ny Malt Syddjurs Kommune og Fonden Den ny Maltfabrik, har i partnerskab besluttet at igangsætte en gennemgribende istandsættelse, for at skabe en udviklingsplatform for kultur- og foreningsliv, kunst, erhverv og turisme og et bibliotek, museum og arkiv i direkte tilknytning hertil.
Fåborgs Gård
Ebeltofts største købmandsgård, opført i 1700-tallet i 2 etager med svalegang. Gården husede helt frem til 1950’erne bl.a. brændevinsbrænderi.
Blå rute
Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
---|---|---|---|
Nem | 5,58 km | - | - |
På foreningsruten kommer du forbi nogle af de steder, hvor nogle af Ebeltofts mange foreninger holder til.

Fiskerihavnens Maritime Foreningshus
Formålet med foreningshuset er at drive et forsamlingsted, for folk - og klubber - som har tilknytning til kystkulturen og/eller Fiskerihavnsområdet i Ebeltoft. Stedet er bl.a. et samlingssted for Foreningen Ålekvasen Rigmor, Foreningen Havhaver i Syddjurs, Paketbåden Skødshoved og Ebeltoft Amatør- og fritidsfiskerforening.
Ebeltoft Ro- og Kajakklub
Sejlklubben Ebeltoft Vig
Vikingerne - Ebeltoft vinterbadere
Tennisklub Ebeltoft
Ebeltoft Idrætscenter - EBIC
Aktivitetshuset
Rød rute
Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
---|---|---|---|
Moderat | 8,04 km | 10,5 m | - |
Ad Kystruten kommer du rundt langs det fladvandede område i bunden af Ebeltoft Vig til Ahl, som er at betragte som ”Feddet” i Ebeltoft. Der er en større plantage og en gammel sommerhusbebyggelse i området. Ahl huser desuden 3 feriekolonier for skolebørn fra København, Aarhus og Silkeborg anlagt i starten af forrige århundrede.

Ebeltoft Strandeng
Ebeltoft Strandeng ser fattig ud, men er fuld af liv. Året rundt, men især marts-juli, har strandengene sammen med fladvandet udenfor et stort skrigende, fløjtende og kvidrende fugleliv: måger, terner, viber, lærker, rødben, strandskade, gæs, svaner og ænder. I maj-juni blomstrer både majgøgeurt og engelskgræs i rosa-violette farver. Selv under jorden er der liv — de store græstuer er ældgamle tuer af gul engmyre, der holder særlige bladlus som malkekøer på græsrødderne.
Ebeltofts eget vadehav
Skanse fra Englandskrigene 1801 -1814
"Meditationen"
Træningsplateau
Sort rute
Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
---|---|---|---|
Udfordrende | 12,72 km | - | - |
På den sorte rute kommer du rundt om hele Ebeltoft og kan opleve nogle flotte natur- og skovområder. Du vil også komme forbi nogle af de bedste udsigter i byen.

Tolløkkeskoven og Kvindeegen
Tolløkke skoven er Ebeltoft eneste bevarede gamle skov. I skoven finder vi flere arter af pil. Krogede gamle, men også slanke høje bøgetræer, ligesom eg og asketræer er udbredt. I skoven finder man også Kvindeegen, rejst i 1915 i anledning af indførelsen af kvindernes stemmeret