Guidet tur på Hjerl Hede
Hjerlhedevej 14, 7830 Vinderup, Danmark
Kort til frilandsmuseet
Guidet rundtur
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 1,98 km | 8,1 m | - |
Velkommen til vores kort og guidede rundtur på Hjerl Hede, hvor du oplever hverdagslivet i danske landsbyer gennem 300 år. Ruten tager dig forbi smedjen, bageriet fra 1933, savværket, mejeriet, skolen, kirken og mange flere historiske bygninger, der hver fortæller deres del af historien om håndværk, landbrug, tro og fællesskab. Du vil få et indblik i, hvordan folk levede, arbejdede og overlevede på naturens vilkår – fra hedegård og klitgård til det dampdrevne savværk og møller. God fornøjelse på turen gennem Danmarks fortid!
Besøgscenteret
Velkommen til Hjerl Hede Frilandsmuseum. Du står nu ved museets besøgscenter, hvor du kan få information, kort og praktisk hjælp, inden turen begynder. Herfra starter vores guidede rundtur gennem mere end 300 års dansk historie. På vejen kommer du forbi smedjen, bageriet, savværket, mejeriet, skolen, kirken og mange andre historiske bygninger. Hvert stop fortæller sin egen historie om håndværk, landbrug, tro og fællesskab i de danske landsbyer. Undervejs får du et indblik i, hvordan mennesker levede, arbejdede og skabte deres hverdag under naturens vilkår – fra de traditionelle hedegårde til de første dampdrevne maskiner. Nu er det tid til at træde ind i fortiden. God fornøjelse på turen gennem Hjerl Hede og Danmarks historie.
Holstebrohuset
Her ved et af de første huse på ruten møder vi Holstebrohuset. Huset stammer fra Langergyde i Holstebro, men præcis hvornår det blev opført, ved man ikke. Det har gennem tiden fungeret som privat bolig og giver et indtryk af den beskedne hverdag, som mange danskere levede. Selvom huset ikke er åbent for gæster, spiller det stadig en vigtig rolle på museet. I dag bruges det blandt andet som systue, hvor museets frivillige syr og vedligeholder de historiske dragter, som er med til at bringe fortiden til live rundt omkring på Hjerl Hede.
Bulladen (1777)
Foran os står Bulladen – en helt særlig bygning fra 1777. Kigger du over døren, kan du stadig se datoen 4. juni 1777 samt initialerne BHS og AMB. De menes at henvise til bonden Bertel Hansen Ravn og hans hustru Anna Maria Bertels, selvom forskerne ikke med sikkerhed kan bekræfte sammenhængen. Initialerne rejser nemlig flere spørgsmål, som endnu ikke er blevet endeligt besvaret. Bulladen er opført som et såkaldt bulhus, en byggeskik med rødder tilbage til middelalderen. Væggene består af kraftige egetræsplanker, der er sat sammen uden brug af mursten eller ler. Det var en robust byggemetode, men den krævede store mængder egetræ. Bygningen fungerede som lade, hvor man opbevarede korn, hø og landbrugsredskaber. Her blev resultatet af årets hårde arbejde opbevaret sikkert gennem vinteren. I 1500-tallet forsøgte kong Christian den 3. at begrænse opførelsen af bulhuse for at beskytte de danske egeskove. Alligevel levede traditionen videre, særligt i Sønderjylland, hvor de fleste af de bevarede bulhuse findes i dag. Bulladen er derfor et sjældent vidnesbyrd om en flere hundrede år gammel byggetradition.
Mindestenen
Her ved indgangen til Hjerl Hede står en stor mindesten med et særligt budskab. Stenen blev rejst af museets grundlægger, H.P. Hjerl Hansen, som en hyldest til de mange kvinder, der gennem generationer tog sig af hjem, familie og hverdagens utallige gøremål. I den indhuggede tekst mindes kvinderne, der passede børn, malkede køer, forarbejdede hør, bryggede øl, støbte lys og kærnede smør. Deres arbejde var ofte usynligt, men helt afgørende for livet på landet. Mindestenen minder os om, at historien ikke kun er formet af konger, præster og storbønder. Den er også skabt af de kvinder, hvis flid, omsorg og arbejdsomhed holdt hjem og familier sammen gennem generationer. Tag gerne et øjeblik til at læse ordene på stenen. De står som en stille tak til de mange kvinder, der sjældent blev nævnt i historiebøgerne, men som var uundværlige i det danske landbosamfund.
Agerumsladen (1632)
Foran os ser vi Agerumsladen – en imponerende lade fra 1632. Laden stammer fra landsbyen Als ved Mariager Fjord og hørte oprindeligt til byens præstegård. Navnet kommer af det lange gennemkørselsrum, hvor vogne kunne age – altså køre – direkte ind med læs af hø og korn. Over en dør på sydsiden kan man stadig læse en inskription med årstallet 1632 samt navnene på præsten Christen Pedersøn Tising og hans hustru Anne Christensdatter. Moderne årringsdatering af tømmeret har siden bekræftet, at laden faktisk blev opført netop dette år. Agerumsladen er bygget i bindingsværk med stråtag og er et flot eksempel på en såkaldt højremskonstruktion. Her er det bærende tømmer placeret inde i bygningen, hvor det er bedre beskyttet mod vind og vejr. Præstegården var ofte en af landsbyens største gårde, og derfor var der brug for en stor lade. Her opbevarede man både gårdens egne afgrøder og den præstetiende, som sognets bønder betalte i form af korn og andre naturalier. Historien gemmer også på menneskene bag bygningen. Christen Pedersøn Tising havde været præst i sognet i ti år, da laden blev opført. Hans hustru Anne Christensdatter havde tidligere været gift med to andre præster og var mor til ni børn, men hun og Christen fik ingen børn sammen. Da Christen døde i 1640, blev præsteembedet overtaget af hans stedsøn Mads Mortensen Hvass. Agerumsladen står i dag som et imponerende vidnesbyrd om både 1600-tallets byggeteknik og den centrale rolle, præstegården spillede i landsbyens liv.
Vinkelgaarden (1644)
Foran os ligger Vinkelgården – det ældste bevarede landhus i Jylland. Gården stammer fra landsbyen Vinkel sydøst for Viborg, og åreringsdatering har vist, at tømmeret blev fældet i vinteren 1545-46. Det gør bygningen næsten 500 år gammel. Vinkelgården blev flyttet til Hjerl Hede i 1929 og indviet året efter – en begivenhed, der regnes som museets fødselsdag. Det, vi ser i dag, er beboelseshuset og laden under samme tag. Bygningen er opført i en højremskonstruktion, og i laden findes stadig et sjældent nødildshul. Nødild blev brugt i gamle folkelige ritualer, hvor man forsøgte at helbrede sygt kvæg ved at drive det gennem ild. Inde i boligen lå familiens opholdsrum med alkover til at sove i og et langbord, hvor dagens måltider og arbejde foregik. Røgen fra ildstedet blev ledt op gennem skorstenen og videre ud gennem et lyrehul i taget – en løsning, der blev mere almindelig i bondesamfundet i løbet af 1600-tallet. I 1644 boede Mathias Sørensen på gården. Han var herredsfoged og fungerede både som dommer og lokal politimyndighed. Trods sin vigtige rolle var han stadig fæstebonde under en godsejer, som de fleste andre på den tid. Efter hans død i 1665 overtog Søren Kjær gården, og det menes, at han kunne have været Mathias' søn.
Klitgården (1840)
Her ser vi Klitgården – en typisk vestjysk gård fra omkring 1840. Gården er faktisk sammensat af flere bygninger fra den jyske vestkyst. Stuehuset kommer fra Vang ved Sønder Nissum, mens de øvrige bygninger stammer fra Husby og Sønder Lyngvig. Tilsammen giver de et billede af livet langs kysten mellem Nissum Fjord og Holmslands Klit. Læg mærke til de murede vægge. På vestkysten var godt tømmer en mangelvare, så man byggede ofte i mursten. Det træ, man brugte, kom ikke sjældent fra strandede skibe, som blev genanvendt i bygningerne. I 1840 boede Poul Jensen og Karen Nielsdatter her sammen med karlen Christen Christensen. Livet på vestkysten var barskt, og familien levede ikke kun af landbrug. De holdt får og kvæg, fiskede i hav og fjord og udnyttede de muligheder, som strandinger langs kysten kunne give. Selvom jorden var mager, var klitboerne ofte dygtige til at finde flere indtægtskilder. Klitgården fortæller historien om mennesker, der formåede at skabe en tilværelse i et af Danmarks mest krævende landskaber.
Skolen (1826)
Her står vi ved landsbyskolen fra Hinge, opført i 1823. Skolen bestod af både skolestue og lærerbolig, og læreren var ikke kun underviser – han var også landmand. Derfor hørte der stald, dyr og jord til skolen, og en del af lærerens løn blev betalt i korn, brænde og andre naturalier. Efter skoleloven i 1814 skulle alle børn gå i skole fra de fyldte syv år og frem til konfirmationen. Men skolegangen var anderledes end i dag. Om sommeren hjalp mange børn til hjemme på gårdene, mens undervisningen især foregik om vinteren. Det var ikke usædvanligt, at eleverne allerede havde arbejdet flere timer, før de satte sig på skolebænken. I 1826 boede læreren Knud Christian Skouborg her sammen med sin hustru Anne Martine. Han underviste omkring 60 elever og var desuden kirkesanger. Som noget særligt underviste han også i gymnastik med øvelser som løb, spring og klatring. Ægteparret fik en datter i marts 1826, men hun døde allerede samme år. Knud Christian Skouborg havde godt 30 elever af hvert køn, og selvom der var skiftende undervisningstider, har der været trangt i skolestuen. Han fratrådte i 1858 og døde i 1886 i en alder af 89 år. Når man står her, er det let at forestille sig den tætpakkede skolestue fyldt med børn, der øvede salmevers, læsning og regning under helt andre vilkår end dem, vi kender i dag.
Sprøjtehuset (1861)
Her ser vi det lille sprøjtehus fra Tybjerg på Sydsjælland. Det blev opført efter brandpolitiloven af 1861, som gjorde det til lokalsamfundets ansvar at være forberedt på brand. Derfor blev der rundt omkring i Danmark bygget små sprøjtehuse som dette, hvor brandsprøjter og andet slukningsudstyr blev opbevaret. Brandfaren var stor i datidens landsbyer. Husene lå tæt, var ofte bygget i bindingsværk og tækket med strå, mens opvarmning og belysning foregik med åben ild; brændeovne, tællelys, vokslys eller olielamper. En enkelt gnist kunne være nok til at sætte en hel landsby i brand. I sprøjtehuset stod en hestetrukken brandsprøjte klar til udrykning. Når alarmen lød, pumpede brandsvendene vand gennem sprøjten, mens andre hentede vand i spande fra gadekær eller vandløb. Brandslukning var et fælles ansvar. Under en brand havde alle landsbyens beboere pligt til at hjælpe, og der blev regelmæssigt afholdt øvelser, så man var klar, hvis katastrofen ramte. Sprøjtehuset minder os om en tid, hvor naboernes samarbejde kunne være forskellen mellem redning og ruin. Selvom mange af disse huse senere blev revet ned, findes der stadig over 40 bevarede sprøjtehuse i landet. Tybjergs sprøjtehus er et eksempel på den mest udbredte type: et lille, hvidt hus med tegltag.
Gadekæret
Her kommer vi til museets gadekær – et sted, der engang var landsbyens naturlige samlingspunkt. I gamle dage var et gadekær langt mere end blot et vandhul. Her blev husdyrene vandet, landsbyens beboere hentede vand til daglig brug, og i tilfælde af brand fungerede gadekæret som landsbyens vigtigste vandreservoir. Gadekæret var derfor en uundværlig del af hverdagen og spillede en central rolle i livet på landet. På Hjerl Hede har gadekæret stadig en vigtig funktion. I dag fungerer det som mølledam og leverer vand til museets vandmølle – præcis som naturens kræfter har været udnyttet gennem århundreder.
Kroen (1865)
Velkommen til landsbykroen fra Skovsgårde på Nordvestfyn. Kroen blev opført omkring 1750 og fremstår i dag, som den gjorde i 1865, da den blev drevet af Just Peder Meyer Kreiberg og hans hustru Ane Kristine. Men kroen var meget mere end et sted, hvor man kunne få noget at spise og drikke. Her fandtes også en høkerbutik, hvor landsbyens folk kunne købe varer som kaffe, tobak, salt og brændevin. Før midten af 1800-tallet måtte bønderne ofte rejse helt til købstæderne for at handle sådanne varer. Kroen fungerede også som datidens hotel. Rejsende kunne opstalde deres heste i rejsestalden og overnatte i gæstekamrene, mens de mindre velstående vejfarende kunne få husly i det såkaldte bissekammer. I 1865 boede Just Peder og Ane Kristine her med deres børn, Just Peders mor og en tjenestepige. Familien levede ikke kun af kroen og butikken, men havde også lidt jord med køer, svin og høns. Kroen har en særlig plads i Hjerl Hedes historie. Museets stifter, H.P. Hjerl Hansen, besøgte den som barn og sørgede senere for at redde både bygningen og flere af dens originale genstande. Derfor kan du stadig opleve den originale høkerdisk og andre effekter, der har været en del af kroens hverdag for mere end 150 år siden.
Smedjen (1892)
Her står vi ved smedjen fra Vester Kærby på Fyn – et af landsbyens vigtigste arbejdssteder. I 1795 ansatte bønderne i landsbyen en grovsmed, som blev betalt i naturalier som korn, halm og brændsel. Smeden var uundværlig, for han fremstillede og reparerede redskaber, skoede heste og holdt vogne i drift. Men smeden var ofte mere end blot håndværker. Han kunne også trække tænder ud, årelade syge og endda hjælpe med behandling af husdyr. Derfor nød han stor respekt i lokalsamfundet. Smedjen, som du ser her, stammer fra midten af 1700-tallet. Oprindeligt havde den hverken vinduer eller loft, og under essen fandtes en lille bageovn, som blev brugt af smedekonen og naboerne til at bage brød. I 1892 var Mads Jørgensen landsbyens smed. Da han døde samme år, blev hans enke Karen Dorothea tilbage med smedjen. Senere overtog Mads' bror Hans driften, da han giftede sig med Karen Dorothea, og på den måde blev håndværket i familien. Når hammeren rungede mod ambolten, vidste alle i landsbyen, at smedjen var i arbejde – og at endnu et vigtigt redskab var ved at få nyt liv.
Vandmøllen (1860)
Her ser vi vandmøllen – et af museets mest levende eksempler på fortidens teknologi. Møllehuset er opført som en kopi af Karmark Mølle mellem Viborg og Randers, mens det indvendige mølleværk stammer fra Eriksholm Mølle nær Vejle. Da den oprindelige mølle blev ødelagt efter et dæmningsbrud i 1920'erne, blev det gamle mølleværk reddet og fik nyt liv her på Hjerl Hede. Møllens vigtigste opgave var at male bøndernes korn til mel. I mange år var bønderne forpligtet til at bruge en bestemt mølle, og som betaling tog mølleren en del af det korn, der blev malet. Men møllen var mere end blot en arbejdsplads. Når bønderne ventede på deres mel, udvekslede de nyheder og historier, så møllen blev også et vigtigt samlingssted i lokalsamfundet. I 1860 blev møllen drevet af Christen Lauersen, som boede her med sin hustru Maren og deres to små døtre. Møllegården var dengang et travlt sted med både stuehus, stalde og lader. I 1862 fik bønderne frit valg af mølle, og med tiden overtog både gårdmøller og dampmøller en del af arbejdet. Derfor blev de traditionelle vandmøller gradvist færre. Denne mølle minder os om en tid, hvor vandets kraft var en af samfundets vigtigste energikilder.
Vadsøpladsen
Her kommer vi til Vadsø – en fredelig oase midt i Hjerl Hede. Dette område er et oplagt sted at tage en pause og nyde medbragt mad. Herfra er der en smuk udsigt over Vadsø og den særlige hedenatur, som omgiver museet. Tag gerne et øjeblik til at nyde roen. Landskabet omkring dig minder om den natur, som generationer af hedeboere har levet og arbejdet i gennem århundreder.
Hedegården (1818)
Foran os ligger Hedegården fra Kvosted mellem Skive og Viborg. Gården er en såkaldt udflyttergård, som i 1813 blev flyttet ud fra landsbyen og ud på marken som en del af landboreformerne. Dengang samlede man gårdenes jord omkring bygningerne for at gøre landbruget mere effektivt. Læg mærke til det enkle bindingsværk og det delvist lyngtækkede tag. På den jyske hede var ressourcerne begrænsede, og derfor udnyttede man naturens materialer til fulde. Lyng blev brugt til både tag, strøelse og foder, mens fårene leverede uld til den voksende tekstilindustri. I 1818 boede Laurs Jensen Andkjær og Mette Marie Christensdatter her med deres børn. Familien levede af den magre hedejord, og børnene måtte tidligt hjælpe til. Sønnen Jacob vogtede får på heden, mens datteren Mette arbejdede i husholdningen. Hedegården giver et godt indblik i det nøjsomme liv på den jyske hede, hvor hårdt arbejde og opfindsomhed var nødvendige for at få hverdagen til at hænge sammen. Et sjovt kuriosum er, at Hjerl Hede også har spillet en rolle i nyere historie. Flere scener til storfilmen Bastarden med Mads Mikkelsen i hovedrollen blev optaget her på museet, hvor flere af de historiske bygninger fungerede som kulisser til fortællingen om livet på den jyske hede i 1700-tallet.
Stubmøllen (1778)
Her står vi ved stubmøllen – en af Hjerl Hedes mest markante bygninger. Møllen blev opført i 1778 i Store Heddinge på Østsjælland og kom til Hjerl Hede i 1931 som museets anden bygning. Den har fået sit navn fra den store egetræsstub, som hele møllehuset drejer omkring. Når vinden skiftede retning, måtte mølleren krøje møllen – altså dreje hele møllehuset, så vingerne vendte korrekt mod vinden. Det skete ved hjælp af et spil og en kraftig jernkæde. Møllens imponerende vinger måler hele 20 meter fra spids til spids. Ligesom vandmøllen blev stubmøllen brugt til at male bøndernes korn. Som betaling modtog mølleren typisk en lille del af det korn, han malede. Møllen blev bygget af Peder Olsen Møller, som var 29 år gammel, da han opførte den. Hans initialer og årstallet 1778 kan stadig ses indhugget i møllens tømmer. Mere end 240 år senere står møllen stadig som et imponerende eksempel på datidens teknik og håndværk.
Kirken
Foran os står landsbykirken – en rekonstruktion af en romansk kirke fra 1100-tallet. Kirken er inspireret af Tjørring Kirke ved Herning og giver et indtryk af, hvordan en dansk landsbykirke kunne have set ud for næsten 900 år siden. Indenfor finder du blandt andet en original døbefont fra 1200-tallet samt farverige kalkmalerier, der er udført efter middelalderlige forbilleder. For datidens mennesker var kirken noget ganske særligt. Mens de fleste boede i små, mørke og lerklinede huse, trådte de her ind i et rum af sten, fyldt med farver, lys og religiøse billeder. Det må have virket både imponerende og mystisk. Kirken var ikke kun et sted for gudstjeneste. Her blev man døbt, viet og begravet, og præsten spillede en central rolle i landsbyens liv. Han var ofte en af de få med uddannelse og blev mødt med stor respekt. Læg også mærke til kalkmalerierne. De fortæller bibelhistorier i billeder – fra Jesu fødsel og korsfæstelse til Kristus, der besejrer døden. For middelalderens mennesker fungerede malerierne som en slags billedbog i en tid, hvor de færreste kunne læse. Kirken minder os om, hvor stor betydning troen havde i hverdagen, og hvordan kirken gennem århundreder var landsbyens naturlige samlingspunkt.
Skovgården (1924)
Her ser vi Skovgården fra Fjeld Skov på Djursland. Stuehuset blev opført omkring 1850 som bolig for en skovfoged, mens lade og stald kom til senere. Gården tilhørte i mange år den kendte godsejerfamilie Estrup, før den blev flyttet til Hjerl Hede i 1963. I 1924 boede Tage Peter Christian Finderup Jensen her med sin hustru Rosa Karla Ohrtmann og deres børn. Tage var uddannet skovfoged, men det lille landbrug kunne ikke alene forsørge familien. Derfor måtte han supplere indtægten med arbejde uden for gården – en virkelighed mange landfamilier kendte til. Familien havde et par heste, nogle køer, en so, gæs og omkring 20 høns. I den fine stue stod et vitrineskab med udstoppede dyr, men rummet blev kun sjældent brugt i hverdagen. Ved siden af gården står en klapsejler, som ikke oprindeligt hørte til ejendommen. Den stammer fra Mejrup ved Holstebro og er opstillet for at vise den teknologiske udvikling i landbruget i begyndelsen af 1900-tallet. Den særlige mølle kunne selv dreje vingerne mod vinden og blev brugt til at drive maskiner – og nogle steder endda til at producere elektricitet. Skovgården fortæller historien om en tid, hvor moderne teknologi langsomt fandt vej til de danske landbrug, samtidig med at hverdagen stadig var præget af hårdt arbejde og nøjsomhed.
Restaurant Skyttegården
Foran os ligger Skyttegården fra Gjerrild på Djursland. Gården blev opført omkring år 1800 som bolig for skovfogeden i Sostrup Slots skove. Læg mærke til det karakteristiske djurslandske bindingsværk med sorttjæret træ, gulkalkede vægge og de hvide striber mellem træ og murværk. Gennem 1800-tallet boede en række skovfogeder her med deres familier. Ud over at holde opsyn med skoven fungerede skovfogeden ofte også som skytte, der tog sig af vildtet og leverede jagtudbytte til godsets køkken. Mange skovfogeder supplerede indtægten ved at servere forfriskninger for besøgende på udflugt. Gæsterne medbragte ofte selv maden og købte kogende vand til kaffen. Det er derfor ganske passende, at Skyttegården i dag fungerer som museets restaurant. Ved gården står også en stokmølle fra Hulsig. Når der sættes sejl på vingerne, kan møllen drive både kværn og hakkelsemaskine. Navnet kommer fra den store lodrette stok, som hele møllehuset drejer omkring for at fange vinden bedst muligt. Skyttegården fortæller historien om livet i og omkring de danske godsskove, hvor skovbrug, jagt og gæstfrihed ofte gik hånd i hånd.
Tørrelade
Her ser vi en af savværkets to tørrelader. Denne tørrelade stammer fra Tinghede Skovdistrikt ved Fjerritslev i Nordjylland og blev opført i 1930'erne. I 1975 blev den flyttet til Hjerl Hede som en del af museets savværksanlæg. Tørreladens opgave var at tørre det nyopskårne træ, så det kunne bruges til byggeri og håndværk uden at slå sig eller rådne. Det var et vigtigt led i processen fra fældet træ til færdigt tømmer. Selvom bygningen kan virke enkel, fortæller den historien om det omhyggelige arbejde, der lå bag udnyttelsen af skovens ressourcer i første halvdel af 1900-tallet.
Jernbanen
Her møder vi tørvebanen – et stykke levende industrihistorie. Tørvebanen på Hjerl Hede viser, hvordan de små industribaner engang spillede en vigtig rolle i Danmark. De blev brugt til at transportere blandt andet tørv, mergel, roer og byggematerialer og var med til at udvikle både landbrug og industri. Banen her blev anlagt i 1970'erne for at fortælle historien om tørvegravning og transport på heden. Med hjælp fra frivillige og jernbaneentusiaster blev de første skinner lagt i 1975. I dag råder museet over både damplokomotiver, diesellokomotiv og historiske vogne. Når der er levendegørelse på museet, er det ofte damplokomotivet HH1, bygget i 1921 af Henschel & Sohn i Tyskland, der trækker gæsterne gennem landskabet. Når toget sætter i gang med damp, fløjtesignal og rytmiske hjulslag, får man et levende indtryk af en tid, hvor jernbaner og maskinkraft var blandt drivkræfterne bag det moderne Danmarks udvikling.
Mosebruget
Ved siden af tørvebanen finder vi mosebruget, hvor tørvens rejse fra mose til brændsel bliver levende. Tørv var i mange år en vigtig energikilde i Danmark, og arbejdet med at fremstille den krævede både tid, teknik og hårdt fysisk arbejde. Først blev tørvemassen æltet i en stor kumme, som blev trukket rundt af heste. Derefter blev massen formet til tørv, lagt til tørring og til sidst stablet, så den kunne bruges som brændsel. Om sommeren kan du opleve processen i praksis under museets levendegørelser. Her arbejder hestene igen i mosebruget, præcis som de gjorde for generationer siden, og giver et levende indblik i et arbejde, der engang var afgørende for mange danske familiers varme og energi.
Tørrelade
Her ser vi savværkets anden tørrelade. Denne tørrelade stammer fra Brørup ved Kolding og blev opført i slutningen af 1800-tallet. I 1984 blev den flyttet til Hjerl Hede som en del af museets savværksmiljø. Efter træet var blevet skåret på savværket, skulle det, som tidligere beskrevet, tørres grundigt, før det kunne anvendes til byggeri og håndværk. Tørrelader som denne var derfor en vigtig del af arbejdet og sikrede, at tømmeret fik den rette kvalitet. Sammen med savværket fortæller tørreladen historien om, hvordan træ blev forarbejdet og gjort klar til brug i en tid, hvor skovens ressourcer var af stor betydning for både håndværk og byggeri.
Savværket (1920)
Her står vi ved savværkets hjerte – den store bloksav. Savværket på Hjerl Hede er sammensat af bygninger og maskiner fra forskellige dele af Danmark og viser, hvordan et mindre savværk kunne have set ud omkring 1920. Bloksaven drives af et imponerende lokomobil, en transportabel dampmaskine bygget af Marshall & Sons i England i 1911. Lokomobiler blev ikke kun brugt på savværker, men også til tærskeværker og andre maskiner i landbruget og industrien. Når saven er i gang, føres træstammerne langsomt frem mod klingen på en blokvogn. Den bloksav, du ser her, stammer fra Virklund Savværk og er fra omkring år 1900. I begyndelsen af 1900-tallet spillede savværker en vigtig rolle i det danske samfund. De forarbejdede træ til blandt andet møbler, gulve, træsko og små tønder til eksport af smør. Samtidig voksede de jyske plantager, og rødgran blev en af landets vigtigste træarter. Læg også mærke til saveskuret omkring maskinerne. Det blev bygget af tømmer, som er skåret på netop denne bloksav – et fint eksempel på savværkets eget håndværk i praksis.
Børnenes håndværksplads
Her finder vi børnenes håndværksplads – et sted, hvor historien må røres ved. I ferier og udvalgte weekender bliver pladsen fyldt med aktivitet, og børn kan prøve kræfter med traditionelle håndværk fra en tid, hvor næsten alt blev lavet i hånden. Her er man ikke kun tilskuer. Børnene får mulighed for selv at deltage, eksperimentere og opleve, hvordan håndværk og dagligdags færdigheder har været en vigtig del af livet gennem generationer. Det gør håndværkspladsen til et sted, hvor historien bliver levende – ikke kun gennem fortællinger, men gennem egne hænder og oplevelser.
Madpakkehuset
Her ligger Madpakkehuset – et hyggeligt sted at tage en pause under besøget. Midt mellem museets historiske bygninger kan du slå dig ned og nyde din medbragte mad i læ for både sol og regn. Madpakkehuset er et naturligt samlingssted for familier og venner, der ønsker et hvil mellem oplevelserne. Her kan du lade indtrykkene synke ind, mens du nyder udsigten og den særlige stemning, som præger Hjerl Hede. Tag dig gerne god tid – der er stadig mange historier, der venter længere fremme på ruten.
Historisk legeplads
Her kommer vi til Hjerl Hedes historiske legeplads. Her kan både børn og voksne prøve kræfter med lege og aktiviteter fra en tid længe før tablets og computerspil. Der er blandt andet stylter, væltepeter, gynger, rutsjebaner og klatrestativer, som indbyder til både leg og bevægelse. Et særligt indslag er den lille vandmølle, hvor børn selv kan få vandhjulet til at dreje rundt. På den måde kan de opleve de samme principper, som driver den store vandmølle på museet.
Børnenes Gård
Velkommen til Børnenes Gård. Her kan de yngste prøve kræfter med livet på en gammel bondegård. Der skal fodres dyr, muges ud og spændes heste for vognene – præcis som børn på landet kunne have hjulpet til med for mange år siden. Dyrene er lavet af træ, men opgaverne giver alligevel et godt indtryk af de daglige gøremål, som var en naturlig del af livet på gården. Her går leg og læring hånd i hånd, og børnene får mulighed for selv at opleve en lille del af fortidens hverdag.
Bageriet (1933)
Her står vi ved bageriet fra Ravnkilde i Himmerland. Bageriet blev opført i 1882, men er indrettet, som det så ud i 1933. Dengang forsynede landsbybageren de omkringliggende gårde med friskbagt brød, ofte leveret med hest og vogn. Hjertet i bageriet er den store rørovn fra Randers. Her kunne man bage op mod 112 rugbrød på én gang, foruden boller, kager, wienerbrød og tvebakker. Hver ugedag havde sine faste opgaver – og mandag var blandt andet marengsdag. I 1933 blev bageriet drevet af Daniel Fuglsang Christiansen, kendt som "Den Bette Blege Bager". Sammen med sin hustru Emma Andersen drev han virksomheden med hjælp fra blot én svend. Emma stod for salget, mens Daniel passede ovnen og bagningen. Bageriet fortæller historien om en tid, hvor landsbyens håndværkere blev stadig vigtigere, og hvor duften af nybagt rugbrød var en fast del af hverdagen. Under museets levendegørelser kan du stadig opleve bagerhåndværket i praksis – og måske endda fange duften af friskbagt brød.
Præstegården (1890)
Foran os ligger præstegården – et af landsbyens største og mest betydningsfulde hjem. Præstegården på Hjerl Hede er sammensat af bygninger fra flere østjyske præstegårde. Den ældste del er stalden fra Virring Præstegård, som blev opført helt tilbage i 1639. Præstegårde var ofte større og mere velstående end almindelige gårde. Her fandtes flere værelser, en stor have og et studerekammer til præsten. Samtidig var præstegården både bolig, arbejdsplads og et vigtigt samlingssted for lokalsamfundet. Præsten havde mange opgaver. Han stod for dåb, vielser og begravelser, førte kirkebøgerne og vaccinerede i begyndelsen af 1800-tallet børn mod kopper. Derfor var han en af landsbyens mest centrale personer. I 1890 boede præsten Carl Frederik Theodor Strodtmann her sammen med sin hustru Hedvig, datteren Louise samt tjenestefolk og en huslærerinde. Huset summede derfor af liv og aktivitet. I løbet af 1800-tallet blev præstegården også et kulturelt samlingspunkt, hvor der blev holdt foredrag, sangaftener og møder. På den måde var præstegården med til at forme både det åndelige og sociale liv i sognet.
Reberbanen
Her ser vi reberbanen, hvor man fremstillede reb længe før fabrikkernes tid. Reberbanen på Hjerl Hede blev anlagt i 1972 for at vise et håndværk, som tidligere var udbredt over hele landet. Selvom anlægget ikke er historisk i sig selv, demonstrerer det, hvordan bønder og fiskere fremstillede deres eget tovværk. Rebslagning var ofte en praktisk husflidsopgave. Bønder kunne bruge materialer som fæhår, revling og halmsimer, mens fiskere havde brug for stærke reb til både og redskaber. Især langs Vestkysten var behovet for tovværk stort. Arbejdet krævede både teknik og tålmodighed. De lange fibre blev snoet sammen til stærke reb, som kunne bruges til alt fra landbrug til sejlads. I 1800-tallet begyndte fabriksfremstillede reb gradvist at overtage markedet, særligt efter etableringen af Randers Rebslageri i 1840. Men her på Hjerl Hede holdes det gamle håndværk stadig i live, så vi kan opleve, hvordan hverdagens nødvendige redskaber blev fremstillet før industrialiseringen.
Håndværkerhuset (1917)
Her står vi ved Håndværkerhuset fra Vinderup, opført i 1908 af snedkermester Jens Christian Simonsen. Huset fungerede både som værksted og arbejdsplads, og i dag rummer det et drejerværksted samt et tømrer- og snedkerværksted. På mindre steder som Vinderup var faggrænserne ofte flydende, så Jens Christian arbejdede både som snedker, tømrer og drejer. Her kunne han fremstille alt fra møbler og vinduer til kageruller, gardinstænger og legetøj. I 1920 vendte sønnen Niels Simonsen hjem fra Californien for at overtage værkstedet – et tegn på, at selv små danske håndværkssteder var forbundet med den store verden. Drejeren blev ofte kaldt rokkedrejer, fordi spinderokke var en vigtig vare. Men han lavede også mange andre ting, som husholdningerne havde brug for i dagligdagen. Indenfor finder du værktøj og maskiner fra begyndelsen af 1900-tallet, blandt andet høvlbænk og båndsav. På loftet blev tømmer opbevaret til tørring, og i taget var der endda plads til et lille dueslag. Håndværkerhuset giver et fint indblik i en tid, hvor dygtige håndværkere fremstillede næsten alt lokalt – længe før masseproduktion og byggemarkeder blev en del af hverdagen.
Mjesinghuset (1900)
Her ser vi Mjesinghuset fra landsbyen Mjesing ved Skanderborg. Huset blev oprindeligt opført som landsbyskole, men fik senere en ganske anderledes funktion. På et tidspunkt blev det nemlig indrettet som et privat "Musæum", hvor der blev udstillet forskellige natur- og kulturhistoriske genstande. I dag rummer huset to håndværksværksteder fra omkring år 1900. I den ene ende finder du et malerværksted, og i den anden et skomagerværksted, indrettet som de kunne have set ud for mere end 100 år siden. Mjesinghuset giver dermed et spændende indblik i både skoleliv, samlerkultur og de håndværk, som var en vigtig del af hverdagen i de danske landsbyer.
Bødkerhuset (1932)
Her ser vi Bødkerhuset fra Hornsyld mellem Horsens og Vejle. Bødkeren var specialist i at fremstille tønder, kar og spande af træstave, som blev holdt sammen af bånd af vidjer eller metal. Før plastik, glas og moderne emballage var bødkeren derfor en vigtig håndværker i hverdagen. Faktisk var bødkeren en af de få håndværkere, der havde lov til at arbejde på landet, længe før næringsfriheden blev indført. Hans produkter blev brugt til alt fra opbevaring af madvarer og smør til transport af øl, korn og andre varer. Bødkerhuset minder os om en tid, hvor næsten alle beholdere var lavet af træ, og hvor dygtigt håndværk var afgørende for både husholdning, handel og landbrug.
Mejeriet (1901)
Her ser vi mejeriet, som er indrettet efter det lille andelsmejeri på Mandø og giver et indtryk af, hvordan et mindre andelsmejeri så ud omkring år 1900. Det oprindelige mejeri blev opført i 1897 og taget i brug året efter. Selvom det hørte til blandt landets mindste andelsmejerier, gik Mandøs 35 bønder sammen om at etablere det. Tilsammen ejede de blot 116 malkekøer, men mejeriet blev alligevel et vigtigt samlingspunkt på den isolerede ø. I 1901 blev mejeriet bestyret af Rasmus Sejer Jensen, som netop var flyttet til Mandø. Året før havde han giftet sig med Nikoline Marie Nielsen, en lokal skipperdatter. Senere fik parret 10 børn. I de første år boede Rasmus alene i mejeriets lille lejlighed, og til det daglige arbejde havde han blandt andet hjælp af den unge Karoline Kirstine Nielsen. Mejeriet viser med sit inventar og udstyr, hvordan et typisk lille andelsmejeri fungerede omkring år 1900, hvor den industrielle mejeridrift for alvor var på vej frem. Her får man et indblik i de arbejdsforhold og den hverdag, som prægede de danske mejerier ved århundredskiftet.
Væveriet (1880)
Her kan vi opleve landsbyvæverens værksted og få et indblik i et håndværk, som engang var en vigtig del af hverdagen på landet. Her blev der vævet stof af det garn, som bønderne selv havde spundet. Væveren forarbejdede garnet til brugbare tekstiler og spillede derfor en vigtig rolle i lokalsamfundet. Men i løbet af 1800-tallet ændrede udviklingen sig. Efterhånden som industrien voksede, blev det håndværksmæssige arbejde i hjem og små værksteder gradvist erstattet af fabriksproduktion. Værkstedet minder os om en tid, hvor tøj og tekstiler blev fremstillet lokalt, og hvor væverens kunnen var en vigtig del af landsbyens hverdag.
Købmandsgården (1933)
Her står vi ved Købmandshuset fra Svinsager i Østjylland, opført i midten af 1800-tallet. Huset fungerede som købmandsbutik helt frem til 1968. Før Næringsloven i 1857 var handel forbeholdt købstæderne, men derefter fik også folk på landet mulighed for at drive købmandsforretning. I takt med den økonomiske fremgang voksede behovet for varer som sukker, kaffe, tobak og mel. I 1930’erne kunne kunderne købe alt fra sukker, øl og gryn til konserves, margarine og tandpulver. Hylderne rummede også strømper, undertøj, køkkengrej og porcelæn, og kendte mærker som Anthon Berg, Galle & Jessen, Karen Volf og Sun Maid fandtes allerede i sortimentet. Mange husker også tidens populære kaffeerstatninger som Rich’s og Danmarks kaffeerstatning. I 1933 blev butikken drevet af Karl Peder Pedersen og hans hustru Anna Kristine. De havde overtaget forretningen fra Karls tante, Margrethe – også kaldet sy-Grethe. Parret drev butikken uden ansatte og var kendt for deres gæstfrihed. Kunderne blev ofte budt på kaffe i stuen eller haven, og Karl gjorde butikken let genkendelig med de mange emaljeskilte på gavlen. Ved siden af købmandshuset finder man væverværkstedet, som viser væverens arbejde omkring 1880. Her blev der vævet stof af garn, som ofte var spundet i hjemmene. Den uddannede landsbyvæver havde høj status og stod for det finere arbejde, men i slutningen af 1800-tallet ændrede industrien faget, og håndvævningen forsvandt gradvist. Med købmandshuset og væverværkstedet slutter vores rundtur på Hjerl Hede. Tak fordi I har været med på rejsen gennem landsbyliv, håndværk og hverdagsliv gennem flere hundrede år. Vi håber, at turen har givet jer et levende indblik i Danmarks historie – og ønsker jer fortsat god fornøjelse på Hjerl Hede.