Guidet tur på Hjerl Hede
Hjerlhedevej 14, 7830 Vinderup, Danmark
Kort til frilandsmuseet
Guidet rundtur
| Sværhedsgrad | Længde | Højde m. | Tid |
|---|---|---|---|
| Nem | 1,98 km | 8,1 m | - |
Velkommen til vores kort og guidede rundtur på Hjerl Hede, hvor du oplever hverdagslivet i danske landsbyer gennem 300 år. Ruten tager dig forbi smedjen, bageriet fra 1933, savværket, mejeriet, skolen, kirken og mange flere historiske bygninger, der hver fortæller deres del af historien om håndværk, landbrug, tro og fællesskab. Du vil få et indblik i, hvordan folk levede, arbejdede og overlevede med naturens vilkår – fra hedegård og klitgård til det dampdrevne savværk og møller. God fornøjelse på turen gennem Danmarks fortid!
Besøgscenter
Besøgscentret ved Hjerl Hede fungerer som museets centrale indgang og velkomstområde. Her finder man billetsalg til både dagsentré og årskort, og ledsagere til handicappede kommer gratis ind med gyldigt ledsagerkort. Børn og unge under 18 år har gratis entré. Centret rummer også en butik med souvenirs, is, drikkevarer og små varer – årskortholdere får rabat på udvalgte varer. Der er adgang til toiletter, herunder handicaptoilet og puslefaciliteter, og mulighed for at benytte garderobe med låsbare skabe. Personalet står klar til at hjælpe med information, udlevering af kort og programmer, samt udlån af trækvogne, rollatorer og kørestole. Besøgscentret er det naturlige første stop, hvor man bliver godt klædt på til en dag fuld af oplevelser i det levende frilandsmuseum.
Holstebrohuset
Et af de første huse, du møder på Hjerl Hede, stammer fra lokalområdet og lå i sin tid i Langergyde i Holstebro. Husets dato er ukendt, men vi ved, at Holstebrohuset var en privat bolig. Huset er ikke åbent for gæster, men bruges blandt andet som systue af museets mange frivillige, der laver dragter og tøj til levendegørelserne.
Bulladen (1777)
Bulladen er ifølge en inskription over døren opført den 4. juni 1777. Over døren er der skåret initialerne BHS og AMB, som muligvis henviser til bonden Bertel Hansen Ravn og hans hustru Anna Maria Bertels. Dog er det uklart, hvorfor der står et S i stedet for R i mandens initialer, og det kan være, at inskriptionen stammer fra en senere ombygning. I folketællingen fra 1803 findes der en Bertel Hansen i Hejsager, men han var kun 19 år i 1777, hvilket gør det tvivlsomt, om han kunne være den oprindelige bygherre. Bulladen er opført som et såkaldt bulhus – en bygningsteknik fra middelalderen, hvor væggene består af brede egetræsplanker, kaldet bulfjæl, der sættes ned i noter i stolperne. Huset er bygget udelukkende af tømmer uden brug af mursten eller ler. Bygningen fungerede som lade i tilknytning til en gård og blev brugt til opbevaring af kornhøsten, især rug, byg og havre. Hvede dyrkedes i mindre omfang og kun på de bedste jorder, som f.eks. ved Hejsager. Bulladens store, åbne rum gjorde det også muligt at opbevare hø og større redskaber som vogne. I 1552 forbød kong Christian 3. opførelsen af bulhuse i Danmark, fordi de krævede store mængder egetræ og dermed truede skovene. Forbuddet skyldtes dog primært ønsket om at bevare egetræ til flådens skibe. Forbuddet gjaldt ikke i hertugdømmerne syd for Kongeåen, og derfor fortsatte byggeriet af bulhuse især i det østlige Sønderjylland langt op i 1800-tallet. De fleste bevarede bulhuse i Danmark findes i dag i denne region.
Mindestenen
Ved indgangen til frilandsmuseet Hjerl Hede møder man en stor mindesten – en hyldest til de mange kvinder, der gennem generationer har båret det praktiske ansvar for hjem og familie. Stenen blev rejst af museets grundlægger H.P. Hjerl Hansen og er en stille, men rørende anerkendelse af den usynlige indsats, kvinder har ydet i det danske landbosamfund. Den poetiske indgravering minder os om kvindens rolle i husholdningen – hun som “ammèd Barn, malked Ko og skætted Hør, som brygged Øl, støbte Lys og kerned Smør.” Hun passede både hjem og mark, uden at beklage sig, og fandt alligevel tid til “at sende Himlen Tanker.” Stenen bærer budskabet om den tavse gerning, som i al ydmyghed har holdt sammen på hjemmet og hverdagen – og slutter med ordene: “For Dig og dem jeg rejste denne tavse Mindeby.” Mindestenen står som en evig tak til de kvinder, der ikke er nævnt i historiebøgerne, men som gennem slid, omsorg og dygtighed formede livet på landet.
Agerrumsladen (1632)
Agerumsladen stammer fra landsbyen Als ved Mariager Fjord, hvor den indgik som en del af præstegården. Den blev opført i 1632, hvilket fremgår af en inskription over en dør på ladens sydside, hvor både årstallet og navnet på præsten Christen Pedersøn Tising og hans hustru Anne Christensdatter er nævnt. Årringsdatering har bekræftet opførelsesåret. Laden er en såkaldt agerumslade, hvilket betyder, at man kunne køre direkte ind i bygningen med læs af hø og korn. Den består af et højt midterskib flankeret af to lavere sideskibe og er opført i bindingsværk med stråtag. Konstruktionen kaldes en højremskonstruktion, hvor det bærende tømmer er placeret inde i bygningen og derfor beskyttet mod vejrliget. De bærende stolper står på sten og forbindes af tværgående bjælker, som bærer tagværket. Præsten havde brug for en stor lade, da præstegården ofte var den største gård i landsbyen, og afgrøderne fra jorden skulle opbevares her. Derudover modtog præsten præstetiende fra sognets beboere – en afgift i korn og naturalier – som også krævede opbevaringsplads, da kontanter var sjældne i 1600-tallet. Laden blev opført af præsten Christen Pedersen Thising, som i 1632 havde været præst i 10 år. Han var gift med Anne Christensdatter, enke efter den tidligere præst Morten Madsen Hvass, med hvem hun havde otte børn. Før dette ægteskab havde hun været gift med Søren Sørensen og havde også en datter derfra. Hun og Christen fik ingen børn sammen. Efter Christens død i 1640 overtog hans stedsøn Mads Mortensen Hvass præsteembedet.
Vinkelgaarden (1644)
Vinkelgården stammer fra landsbyen Vinkel sydøst for Viborg og består i dag af beboelseshuset og en lade, som er bygget sammen under samme tag. Stald og andre udbygninger blev ikke flyttet med til museet. Årringsdatering har vist, at træet til huset blev fældet i vinteren 1545/46, hvilket gør Vinkelgården til det ældste bevarede landhus i Jylland. Den blev flyttet til museet i 1929 og indviet den 27. juli 1930, som siden er blevet betragtet som Frilandsmuseet Hjerl Hedes “fødselsdag”. Huset er bygget i højremskonstruktion med udskud på alle sider undtagen foran stuens sydside. Skorstenen ender midt i loftrummet, og røgen trak ud gennem et lyrehul. I laden er konstruktionen tydeligt synlig, og i en af stolperne findes et nødildshul – nødild blev brugt som en slags helbredelsesritual, hvor man drev kvæget gennem ild for at kurere sygdomme. Boligen er indrettet med et stort opholdsrum med alkover mod nord og et langbord med fast bænk mod syd. Skorstene blev i 1600-tallet mere almindelige i bondesamfundet og muliggjorde, at man kunne lægge loft over beboelsen og flytte ildstedet. I 1644 boede Mathias Sørensen på gården. Vi kender ikke hans hustrus navn eller øvrige beboere, men det er usandsynligt, at han levede alene, da husholdningen krævede både mandlig og kvindelig arbejdskraft. Mathias var herredsfoged i Middelsom Herred og havde dermed en vigtig samfundsrolle som både dommer og politimyndighed i området. Han var udpeget af lensmanden Jørgen Seefeld til Hald. Trods sin position var Mathias stadig fæstebonde og underlagt en godsejer, som størstedelen af befolkningen på den tid. Efter hans død i 1665 overtog Søren Kjær fæstet, og det formodes, at han kan have været Mathias’ søn.
Klitgården (1840)
Klitgården på Hjerl Hede er sammensat af bygninger fra den jyske vestkyst, fra Nissum Fjord i nord til Holmslands Klit i syd. Stuehuset stammer fra Vang ved Sønder Nissum, laden og stalden fra Husby, og portlængen samt redskabshuset er fra Sønder Lyngvig. Gården repræsenterer en bygningstype, som er kendt fra hele kyststrækningen mellem Nymindegab og Nissum Fjord. Hovedparten af gården er bygget i fuld mur uden bindingsværk, en byggeskik der blev almindelig på vestkysten omkring år 1800. Murstenene blev brændt lokalt, og den uens brænding gav dem et særligt farvespil. Manglen på godt tømmer gjorde murbyggeri nødvendigt, og hvor man brugte træ, stammede det ofte fra strandede skibe, som det ses i ladens og portlængens konstruktion. Bygningerne er opført som sulekonstruktioner, hvor tagets vægt bæres af store midterstolper, der hviler på sten. I portlængen findes både huggehus, redskabsrum og stalde til smådyr. Redskabsskuret er placeret vest for gården – et typisk træk i Holmslands Klit – mens møddingspladsen, i modsætning til andre egne, ligger øst for gården. Gårdspladsen er belagt med strandsten i mønster, som det var skik på vestkysten. I 1840 boede Poul Jensen og Karen Nielsdatter i stuehuset i Vang. De var da i 30’erne og havde været gift i mindst seks år uden at få børn. De klarede sig gennem en kombination af hav- og fjordfiskeri, fårehold, kvæg, og udnyttelse af strandinger, mens jordbrug kun gav beskedne udbytter. En karl ved navn Christen Christensen hjalp til på gården. Levevilkårene for klitboerne var barske, men takket være mange forskellige indtægtskilder klarede de sig ofte bedre, end man skulle tro. De dårlige jordforhold blev opvejet af gode græsningsmuligheder nær fjordene, som gjorde det muligt at opfede og sælge stude. Fårene kunne græsse på de magre klitheder, og når der skete strandinger, kunne man både tjene penge og gøre gode handler. Fiskeri var ikke en stor indtægtskilde, men udgjorde en vigtig del af kosten. Havfiskeri foregik i bådelaug med 4–6 mand, og i 1833 fandtes der fire bådelaug i Sønder Nissum. Når havet ikke tillod fiskeri, sejlede man på fjordene i små pramme, som den, der i dag står i Klitgårdens redskabsskur.
Skolen (1826)
Skolen på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Hinge ved Silkeborg og blev opført i 1823. Den fungerede som skole indtil 1863 og bestod af et stuehus med skolestue og lærerbolig samt en staldbygning. Skolens lærer var også landmand, og det var et krav, at han kunne holde to køer og seks får samt opbevare foder og brændsel. Læreren modtog en stor del af sin løn i naturalier, herunder korn, halm og brænde, og der skulle helst også anlægges en have ved skolen. Bygningerne var opført i bindingsværk med egetræ som undertømmer og fyrretræ som overtømmer. Vægfelterne var muret med brændte sten, og taget tækket med strå. Skolen havde oprindelig ikke nogen særskilt toiletbygning; eleverne brugte et simpelt das eller besørgede i stalden bag lærerens dyr. Loven af 1814 pålagde alle børn at gå i skole fra det fyldte syvende år til konfirmationen, hvilket førte til oprettelsen af landsbyskoler i hele Danmark. Hver skole havde to klasser – en stor og en lille – og eleverne gik i skole på skift alt efter årstid og alder. De større børn gik oftest i skole om vinteren, da de om sommeren skulle hjælpe til hjemme. Mange børn havde allerede arbejdet, inden de kom i skole, og det kunne være svært at holde sig vågen, når læreren underviste i salmevers eller katekismus. I 1826 boede skolelæreren Knud Christian Skouborg og hans kone Anne Martine i skolens bolig. Knud Christian, som var seminarieuddannet fra Snedsted Seminarium, blev ansat som lærer i 1824 og virkede frem til 1859. Han underviste også i gymnastik, selvom det ikke var et obligatorisk fag. Gymnastik kunne bestå af øvelser som løb, spring, klatring eller militær træning. Han var desuden kirkesanger, som det var almindeligt for lærere dengang. Ægteparret fik en datter i marts 1826, men hun døde allerede samme år. Knud Christian Skouborg havde godt 30 elever af hvert køn, og selvom der var skiftende undervisningstider, har der været trangt i skolestuen. Han fratrådte i 1858 og døde i 1886 i en alder af 89 år.
Sprøjtehuset (1861)
Sprøjtehuset på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Tybjerg og blev opført i forlængelse af brandpolitiloven fra 2. marts 1861. Loven pålagde sogneforstanderskaberne at anskaffe og opbevare brandsprøjter og redskaber i passende lokaler, og dermed blev ansvaret for brandslukning flyttet fra godsejerne til lokalsamfundet. I årene efter lovens indførelse blev der opført mange små sprøjtehuse rundt om i Danmark, ofte centralt i landsbyerne tæt på gadekær eller branddam. Selvom mange af disse huse senere blev revet ned, findes der stadig over 40 bevarede sprøjtehuse i landet. Tybjergs sprøjtehus er et eksempel på den mest udbredte type: et lille, hvidt hus med tegltag. Brandfaren var stor i landsbyerne, hvor husene stod tæt og typisk var opført i bindingsværk og tækket med strå. De blev opvarmet med brændeovne og oplyst af tællelys, vokslys eller olielamper – alle kilder med risiko for brand. En brand kunne hurtigt brede sig og blive ødelæggende for hele landsbyer, og derfor var det vigtigt at have udstyr og en lokal beredskabsplan. Til sprøjtehuset hørte en hestetrukket sprøjtevogn, som blev betjent af 2-4 brandsvende. De skabte tryk på pumpen og fyldte vand på, som blev hentet i spande fra gadekæret eller nærliggende vandløb. Brandfogeden havde ansvaret for organiseringen, men alle borgere havde pligt til at hjælpe under brandslukning og deltage i sprøjteøvelser. En særlig brandvedtægt bestemte, hvor mange heste og vogne hver gård skulle stille til rådighed, hvis uheldet var ude.
Gadekæret
Her kommer du til museets gadekær. I tidligere tider fungerede et gadekær som vandingssted for husdyr, vandforsyning for landsbyens beboere og som branddam. På Hjerl Hede fungerer den i dag som mølledam og forsyner vandmøllen med vand.
Kroen (1865)
Landsbykroen fra Skovsgårde på Nordvestfyn er bygget omkring 1750, men er blevet ombygget flere gange siden. I dag fremstår kroen, som den gjorde omkring 1865, da den blev drevet af Just Peder Meyer Kreiberg og hans hustru Ane Kristine. En brandtaksation fra det år har dannet grundlag for museets indretning af bygningen. Kroen havde flere funktioner. Gennem en lille tilbygning til facaden – kaldet et bislag – kommer man ind i høkerbutikken, hvor der blandt andet blev solgt kaffe, tobak, salt og brændevin. Just Peder fik i 1856 tilladelse til at drive høkerforretning på landet – tidligere måtte bønderne rejse til købstæderne for at købe sådanne varer. Til højre for høkerbutikken lå skænkestuen og gæstekammeret. Passerede man gennem skænkestuen, kom man til en lys og rummelig stue, som Just Peder havde indrettet som aftægtsstue for sin mor, Ingeborg Dreier. Til venstre for høkerbutikken fandtes køkken, bryggers og pigekammer. Mod haven lå værtens stue, hvor de finere gæster blev beværtet, og bag denne fandtes kroværtens soveværelse og spisekammer. Umiddelbart bag høkerbutikken lå en lille ølkælder. Til kroen hørte en rejsestald, hvor gæster kunne opstalde deres heste, mens de hvilede ud og fik lidt at spise. I østgavlen fandtes bissekammeret, hvor landevejens farende folk kunne sove for natten. Et lille udhus mod nord fungerede som hønsehus og rummede også et lokum. I 1865 boede Just Peder og Ane Kristine i huset sammen med deres to børn, Christian og Ingeborg, Just Peders mor Ingeborg Dreier og en ung pige, der hjalp til i huset – dertil kom de overnattende gæster. Just Peder havde overtaget kroen efter sin mor i 1856, og i 1854 havde han giftet sig med nabodatteren Ane Kristine Madsdatter. De fik deres første søn, Christian, samme år, men han døde som toårig af strubehoste. I 1858 fik de endnu en søn, som blev opkaldt efter sin afdøde storebror. I 1861 blev datteren Ingeborg født. Familien levede ikke kun af krodriften og høkerforretningen – ejendommen omfattede også lidt jord, så de kunne holde et par køer, en so og nogle høns. Museets stifter, H. P. Hjerl Hansen, kendte til kroen, som han havde besøgt som barn. Efter købet af bygningen sikrede han sig også dele af det oprindelige inventar, som høkerdisken og skabet i høkerbutikken. Derudover indsamlede han genstande som Just Kreibergs bevilling til at drive høkerforretning, forretningens kontrabog og et mindeskrift for lille Ingeborg, der døde i 1870.
Smedjen (1892)
Smedjen på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Vester Kærby på Nordøstfyn og er sandsynligvis opført i midten af 1700-tallet. Oprindeligt havde bygningen hverken vinduer eller loft, men i slutningen af 1800-tallet blev den ombygget med tegl på tag og vægge, og der blev indsat loft og opført en skorsten. Under essen fandtes en lille ovn, som blev brugt af smedekonen og nabokonerne til at bage brød. Grovsmeden var en af de få specialiserede håndværkere, som havde lov til at arbejde på landet før 1857, fordi hans arbejde var uundværligt for bønderne. Han fremstillede og reparerede redskaber, holdt vogne og heste i stand og blev aflønnet med naturalier som korn, halm og brændsel. Derudover kunne smeden hjælpe med simple medicinske indgreb som at trække tænder eller årelade, og han havde derfor stor anseelse i landsbyen. Smedens værksted var lille og sodsvedent, og han havde ofte en lærling eller dreng til at hjælpe – især med at trække blæsebælgen. Smedjen lå som regel tæt ved gadekæret på fællesjord, både på grund af brandfaren og behovet for vand i arbejdet. I slutningen af 1800-tallet begyndte fabriksfremstillede redskaber at konkurrere med landsbysmedens håndværk. Til gengæld fik smedene travlt med reparation af de nye jernredskaber og udvidede mange steder deres værksteder til små maskinfabrikker. Mejeriernes udbredelse og cyklens gennembrud omkring 1890 skabte også nye opgaver for smeden. I 1892 hed smeden i Vester Kærby Mads Jørgensen. Han var 45 år gammel, men døde samme år. Hans enke Karen Dorothea blev tilbage med smedjen. Både Mads og Karen Dorothea kom fra smedefamilier, og efter Mads’ død giftede hans bror Hans sig med Karen Dorothea og overtog driften af smedjen i Vester Kærby.
Vandmøllen (1860)
Vandmøllen på Hjerl Hede er opført som en kopi af Karmark mølle mellem Viborg og Randers, men det indvendige mølleværk – med kværne, tandhjul og aksler – stammer fra Eriksholm mølle nær Vejle. Eriksholm mølle blev nævnt første gang i 1858 og blev i 1870’erne flyttet til landsbyen Vesterby. I 1920’erne bristede mølledæmningen, og møllehuset blev ødelagt. Mølleværket blev reddet og senere opsat i det rekonstruerede møllehus på museet. Møllens primære funktion var at male bøndernes korn, og det var ofte pålagt bønderne at bruge en bestemt mølle. Møllen tilhørte som regel kronen eller en godsejer, mens mølleren forpagtede den og betalte afgift for brugsretten. Som betaling havde han ret til at tage 1/18 af det malede korn. For mange bønder var møllebesøget også en social begivenhed og en pause fra hverdagen. Mål og vægt spillede en stor rolle, da mølleren brugte en toldkop stemplet af myndighederne for præcist at måle den andel korn, han skulle have. En skæppe – som ofte blev brugt – svarede til 1/8 tønde eller 17,39 liter, og en tønde udgjorde 139,121 liter. I 1860 blev møllen forpagtet af Christen Lauersen, en ung mand på 24 år, der boede der med sin hustru Maren og deres to små døtre. Han har formentlig haft en svend til hjælp. Dengang var møllen en del af en større møllegård med stuehus, stalde og lader. Møllegården var et livligt sted, hvor man mødte bønder fra andre landsbyer, og hvor mølleren og hans kone vidste, hvad der rørte sig i lokalområdet. I 1862 kom en ny lov, der tillod bønder frit at vælge mølle og selv opstille egne møller. Det førte til udbredelsen af gårdmøller og indførelsen af dampmøller, hvilket med tiden betød, at traditionelle vand- og vindmøller fik mindre betydning.
Vadsøpladsen
Vadsø ligger som en idyllisk oase og er et rekreativt område, hvor gæster kan holde en pause og nyde medbragt mad. Herfra er der både kig til Vadsø og den unikke hedenatur, som ligger i forlængelse af museet.
Hedegården (1818)
Hedegården på Hjerl Hede er en udflyttergård, som oprindeligt lå i landsbyen Kvosted mellem Viborg og Skive. I 1813 blev den flyttet ud på marken i forbindelse med udskiftningen, hvor gårdenes jord blev samlet omkring bygningerne som led i landboreformerne. Før reformen havde hver gård mange små jordlodder spredt ud over bymarken. Det kuperede terræn og de store hedestrækninger i området blev senere delvist tilplantet af Hedeselskabet. Gården er bygget i spinkelt bindingsværk med murede felter mod gårdspladsen og lerklining på bagsiden. Taget er delvist tækket med lyng, som var et almindeligt materiale i hedeegne for at spare på den kostbare rughalm. Staldlængen rummer både stald, lade og lo, med plads til et par heste og nogle køer eller stude. En særlig detalje er lervæggen i tærskeloen, som er flyttet til museet i én hel del. Ved stuehusets ende ligger et spændhus, en enkel bygning til opbevaring af tørv, redskaber eller fårehold – typisk for den jyske hede. Jorden på hederne var mager og vanskelig at opdyrke, men egnet til fårehold og græsning. Lyngen blev brugt som strøelse, foder og tækkemateriale, mens revling kunne flettes til reb. Store fårehold leverede uld til den voksende midtjyske tekstilindustri. Korndyrkning var begrænset, men rug, som blev brugt til brød, var den mest almindelige afgrøde. I 1816 købte Laurs Jensen Andkjær gården, der tidligere havde været fæstegård under Taarupgård. Den omfattede 2 tønder hartkorn og 60 tønder land samt hede i Revn Hede og græsningsret i Kvostedlund. Med i købet fulgte redskaber og avl, blandt andet heste, plov og rugsæd. I 1818 var Laurs 42 år og gift med Mette Marie Christensdatter på 40. Deres børn, Mette og Jacob, deltog i det daglige arbejde – Mette hjalp sin mor i husholdningen, mens Jacob vogtede får på heden. I slutningen af 1830’erne overtog Jacob gården, og forældrene gik på aftægt og fik kost og logi hos sønnen. Bonus info: Den jyske hede anno 1750’erne var omdrejningspunktet for den danske storfilm, Bastarden, med skuespilleren Mads Mikkelsen i hovedrollen. Dele af Bastarden blev indspillet på netop Hjerl Hede, og det betød et par lukkedage, mens flere af museets historiske huse fungerede som kulisser.
Stubmøllen (1778)
Stubmøllen på Hjerl Hede blev oprindeligt opført i 1778 i St. Heddinge på Østsjælland. I 1886 blev den flyttet til landsbyen Frøslev, og i 1931 blev den som museets anden bygning erhvervet og genopført samme år. Møllen har navn efter den store stub – et kraftigt stykke egetræ – som hele møllehuset drejer omkring. Stubben holdes på plads af otte skråstivere, og selve møllehuset kan drejes med et spil og en jernkæde, så vingerne vender korrekt mod vinden – en proces, der kaldes at "krøje" møllen. Vingerne er 20 meter lange, og møllen kunne male 15–18 tønder korn i timen ved passende vind. Møllens funktion var at male bøndernes korn, og bønderne havde som regel pligt til at bruge en bestemt mølle. Møllerne var som regel ejet af kronen eller en godsejer, og mølleren fæstede møllen på samme måde som en bonde fæstede sin gård. Han ejede den ikke selv, men betalte en afgift og fik som betaling en andel af kornet – typisk 1/18. Stubmøller blev ofte opført på højtliggende steder, hvor de kunne ses vidt omkring. Det var mølleren Peder Olsen Møller, der byggede møllen i 1778. Han var da 29 år gammel og havde kort forinden giftet sig med en enke ved navn Johanne Michelsdatter, som havde en datter fra sit første ægteskab. Peder Olsens initialer og årstallet findes stadig indhugget i en stenbjælke i møllen. Han døde i 1806.
Kirken
Kirken på Hjerl Hede er opført som en rekonstruktion af en romansk landsbykirke fra 1100-tallet og er inspireret af Tjørring Kirke ved Herning. Inden for dørene står vievandskar, og midt i kirkerummet ses en original døbefont fra 1200-tallet, fremstillet i granit og i 1992 bemalet i klare farver efter fund af farvespor på andre fonte fra perioden. På alteret, der er en kopi fra Tømmerby Kirke, står to stager fra Visby og en kristusfigur – en kopi af krucifikset fra Åby Kirke. Kirkeklokken er en afstøbning af Danmarks ældste klokke fra Smollerup. Kirken har gennem næsten 1000 år spillet en central rolle i landsbylivet som troens og samfundets samlingspunkt. Den skilte sig ud fra landsbyens øvrige bygninger ved at være opført i sten, have farverige kalkmalerier, brændende lys og forgyldte altergenstande, hvilket gjorde den til et imponerende og næsten mystisk sted for befolkningen, der boede i enkle, lerklinede huse uden vinduer. Præsten talte et fremmed sprog i kirken, gik i særligt tøj og måtte ikke gifte sig. Han blev betragtet med ærefrygt, for det var ham, der døbte, konfirmerede, tog skriftemål og gav syndsforladelse. I 1985 påbegyndte Kunstakademiets Konservatorskole et forsøg med romanske kalkmalerier i kirken på Hjerl Hede. Kirkerummet, der er uopvarmet med små vinduer og tykke mure, egner sig godt til at afprøve, hvordan kalkmalerier påvirkes af fugt og frost. Motiverne stammer fra Råsted Kirke ved Randers og er malet i kraftige farver som i 1100-tallet. På triumfvæggen ses Kristus med apostlene, Maria med barnet og Sankt Mikael, der bekæmper dragen. I koret følges Kristi liv i billeder: bebudelsen ved englen Gabriel, Marias møde med Elisabeth, Jesu fødsel i Betlehem, de vise mænds tilbedelse og mødet med Herodes, der lader spædbørn dræbe. Videre ses korsfæstelsen, kvinderne ved den tomme grav og muligvis Emmaus-vandringen. På korbuens venstre side ses Kristus, der trækker de døde op fra dødsriget, mens djævlen sidder lænket. I selve buen er Adam og Eva, Kain og Abel afbildet, og øverst ses korslammet, symbolet på Kristus.
Skovgården (1924)
Skovgården på Hjerl Hede stammer fra Fjeld Skov på Djursland. Stuehuset blev opført omkring 1850 som skovfogedbolig, mens den kombinerede lade og stald blev tilføjet nogle årtier senere, sandsynligvis under ejerskabet af godsejeren J. B. S. Estrup, der købte ejendommen i 1861. Gården forblev i Estrupfamiliens eje indtil 1963, hvor den blev flyttet til museet. Møllen ved Skovgården, en såkaldt klapsejler, hørte ikke oprindeligt til stedet, men kommer fra Mejrup ved Holstebro og er sat op for at illustrere perioden. I 1924 var Skovgården forpagtet af Tage Peter Christian Finderup Jensen, som havde haft gården i seks år. Han var uddannet kongelig skovfoged og arbejdede som herregårdsskytte ved Fjeld Skovgods, som dengang stadig tilhørte Estrup-familien. Sammen med sin hustru Rosa Karla Ohrtmann havde han tre børn i 1924 – George, Herdis og Kaja – og senere fik de sønnen Tage, opkaldt efter faderen. Familien levede beskedent af det lille landbrug på 10–12 tønder land, men måtte supplere indtægten, og i 1930 tog Tage arbejde som materialkusk på Pindstrup Mosebrug for at sikre familiens økonomi. Ifølge familiens yngste søn stod der i den fine stue et vitrineskab med udstoppede dyr, men rummet blev sjældent brugt. Familien havde et par heste, nogle køer, en so, gæs og omkring 20 høns, hvilket var typisk for en mindre landejendom på den tid. Klapsejleren, som står ved gården, blev i begyndelsen af 1900-tallet udbredt på gårde og husmandssteder, især i Nordvestjylland. Møllen er selvkrøjende, hvilket vil sige, at en lille vindrose automatisk drejer vingerne mod vinden. Den blev brugt som trækkraft til maskiner og i nogle tilfælde til at producere strøm, og den giver et godt billede af den teknologiske udvikling i dansk landbrug i 1910’erne og 1920’erne.
Restaurant Skyttegården
Skyttegården på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Gjerrild på Djursland og blev opført omkring år 1800 som bolig for skovfogeden i Sostrup Slots skove – dengang en del af stamhuset Benzon. Huset er bygget i bindingsværk med egetræ som undertømmer og fyrretræ som overtømmer. Facaden er karakteristisk for Djursland med sorttjæret bindingsværk, gule kalkede vægfelter og hvide striber mellem træ og murværk. I løbet af 1800-tallet har seks skovfogeder boet på Skyttegården, som regel kun med deres hustru og børn – først i slutningen af perioden ses også en tjenestepige i husholdningen. Skovfogeden har formentlig også fungeret som skytte for godset og stået for vildtpleje og leverancer af vildt til herskabets køkken. Det var almindeligt, at skovfogeder og skytter supplerede deres indtægt ved at drive et lille traktørsted for byfolk på udflugt. Besøgende kunne medbringe mad og købe kogende vand til kaffen, og de sad ved simple borde og bænke lavet af skovens egne folk. På de mest besøgte steder udviklede det sig til egentlig servering. Sådan en funktion har Skyttegården i dag, hvor bygningen fungerer som museets restaurant. På laden ved Skyttegården står en stokmølle fra Hulsig. Når den er i brug, sættes der sejl på vingerne, og møllen driver både kværn og hakkelsemaskine. Møllen har sit navn fra den lodrette stok, som hele konstruktionen drejer omkring for at fange vinden bedst muligt.
Tørrelade
Savværket på Hjerl Hede har to tørrelader. Denne tørrelade kommer oprindeligt fra Tinghede Skovdistrikt ved Fjerritslev i Nordjylland, er opført i 1930’erne og blev flyttet til frilandsmuseet på heden i 1975.
Jernbanen
Tørvebanen på Frilandsmuseet Hjerl Hede er en levende fortælling om Danmarks industrihistorie og viser et eksempel på en af de mange små industribaner, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet og i de første årtier i 1900-tallet. Banerne, der typisk blev brugt til fragt af mergel, tørv, brunkul, roer og byggemateriale, havde stor betydning for periodens økonomiske og erhvervsmæssige udvikling – ikke mindst i landdistrikterne. Jernbanen på Hjerl Hede blev anlagt i midten af 1970’erne som en del af museets ønske om at formidle tørvegravningens historie. Med hjælp fra frivillige, jernbaneentusiaster og virksomheder over hele landet blev de første skinner lagt i 1975, og den smalsporede industribane blev indviet. På Hjerl Hede findes der to damplokomotiver, et diesellokomotiv, to lukkede personvogne, en halvåben personvogn og fire roevogne. Under sommer- og julelevendegørelser er det damplokomotivet, HH1, som museet købte i 1988, der kører gæster frem og tilbage fra Flyndersø. HH1 er bygget i 1921 hos Henschel & Sohn i Kassel, Tyskland. En tur med tørvebanen er en stemningsfuld rejse tilbage til en tid, hvor tog og maskinkraft var afgørende for udviklingen af det moderne Danmark.
Mosebruget
I forbindelse med tørvebanen ligger mosebruget, hvor I kommer tæt på tørvens historie - fra mose til brændsel. Tørvemassen blev æltet i en stor kumme trukket af heste. Derefter blev den formet til tørv i tørregården og til sidst stablet. I Danmark blev tørv brugt vidt og bredt som brændsel. Om sommeren under levendegørelsen kan gæster opleve hestenes arbejde i mosebruget.
Tørrelade
Dette er den ene af to tørrelader, som hører til savværket på Hjerl Hede. Den stammer fra Brørup ved Kolding, er opført i slutningen af 1800-tallet og blev flyttet til Hjerl Hede i 1984.
Savværket (1920)
Savværket på Hjerl Hede er sammensat af bygninger og maskiner fra forskellige egne i Danmark og viser, hvordan et mindre dansk savværk kunne have set ud omkring 1920. Efter fredskovsforordningen i 1805 blev skovene indhegnet og skovgræsning forbudt for at sikre produktion af tømmer. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at anlægge store plantager i Jylland, hvor rødgranen blev det mest udbredte træ. I 1920’erne leverede savværkerne træ til blandt andet møbelproduktion, gulvplanker, træsko og stave til små tønder, såkaldte dritler, som blev brugt til smøreksport. Savværkets centrale element er bloksaven, som drives af et lokomobil – en dampmaskine, der også blev brugt til at trække tærskeværker og tørvepressere. Træstammerne lægges på en blokvogn, som føres frem mod savklingen, mens bloksaven er i gang. Den anvendte bloksav stammer fra Virklund savværk og er fra omkring år 1900. Lokomobilet, produceret af Marshall & Sons i 1911, blev oprindeligt fremstillet til det tyske marked, men blev i 1922 registreret i Danmark og brugt i flere sammenhænge, blandt andet ved A/S Apotekerskoven ved Hobro frem til 1950’erne. Ud over bloksaven består savværket af en rammesav fra Sønderland Savværk i Holstebro, der formentlig er fra midten af 1800-tallet, samt en båndsav fra Struer og en kran fra samme savværk i Holstebro. For at beskytte maskinerne har museet i slutningen af 1960’erne bygget et saveskur af tømmer, der er skåret på bloksaven. Her opbevares også andet relevant værktøj.
Børnenes håndværksplads
I ferier og udvalgte weekender bliver børnenes håndværksplads vakt til live. Her kan børn opleve håndværk gennem tiden på nærmeste hold og prøve kræfter med traditionelle håndværk. Det er en interaktiv og lærerig oplevelse, hvor børnene ikke blot lærer om fortiden, men også selv får lov til at være aktive deltagere i historien.
Madpakkehuset
Madpakkehuset på Hjerl Hede er et hyggeligt og praktisk samlingssted for museets gæster, der har medbragt egen mad. Huset ligger centralt placeret i området og byder på overdækkede siddepladser, så man kan nyde sin mad i ly for sol og regn. Her kan man tage en pause midt i oplevelserne og nyde stemningen fra det gamle landsbymiljø. Madpakkehuset er åbent for alle og et ideelt sted til en rolig stund sammen med familie eller venner.
Historisk legeplads
På Hjerl Hedes historiske legeplads kan børn og voksne lege som i gamle dage. Her finder I stylter, væltepeter i forskellige størrelser, rutsjebaner, gynger og klatrestativer, der garanterer timevis af sjov og motion. På legepladsen er der også en fascinerende vandmølle i miniformat, hvor børnene selv kan prøve at få vandhjulet til at dreje rundt. Det giver en bedre forståelse for, hvordan Hjerl Hedes store vandmølle fungerer.
Børnenes Gård
Velkommen til ‘Børnenes Gård’ på Hjerl Hede, hvor de yngste kan lege med husdyr af træ og få en fornemmelse af livet på en gammel gård. Der skal både muges ud og fodres, og børnene kan spænde heste for vognene. Her går leg og læring hånd i hånd.
Bageriet (1933)
Bageriet på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Ravnkilde i Himmerland og blev opført i 1882. Det er indrettet som et typisk landbageri fra 1933 og viser, hvordan rugbrødsproduktionen foregik i en tid, hvor bageren forsynede de omkringliggende bøndergårde med frisk brød, ofte leveret med hestetrukken vogn. Det centrale i bageriet er den store rørovn fra Strømmen i Randers, omgivet af fyrrum og to lagerrum – ét til råvarer og ét til færdigbagt brød. Bygningen er grundmuret i røde sten og hvidkalket, med fast tag, høje sprossevinduer og en markant skorsten, som giver aftræk til ovnen. Bageriet er et godt eksempel på de små håndværksvirksomheder, der opstod i takt med landbrugets modernisering i slutningen af 1800-tallet. Inden da bagte man selv brødet på gårdene, men da det blev muligt at købe sig til daglige fornødenheder, overtog bageren opgaven. I bageriet blev der dagligt bagt op mod 112 rugbrød ad gangen, som regel á 2 kilo. Derudover bagte man sigtebrød, tvebakker, boller, wienerbrød, skærekager, rundstykker – og mandag var marengsdag, hvor ovnens temperatur passede perfekt til det arbejde. I 1933 overtog Daniel Fuglsang Christiansen, kaldet “Den Bette Blege Bager”, bageriet kort efter sit bryllup med Emma Andersen. Han havde kun én svend og ingen lærling, og Emma stod for brødsalget fra boligens ene ende, der vendte ud mod landsbyens hovedgade. Bageriet er i dag en del af Hjerl Hedes levendegørelse og viser håndværk og hverdagsliv, som det tog sig ud på landet i 1930’erne.
Præstegården (1890)
Præstegården på Hjerl Hede er sammensat af bygninger fra flere østjyske gårde. Stuehuset og østlængen kommer fra præstegården i Årslev nær Randers og blev ombygget i 1857, mens stalden stammer fra Virring præstegård og blev opført i 1639. Ladebygningen, opført i 1846, kommer fra Ulfstofte i Andkær sogn og blev genopført i 1990’erne. Præstegården adskilte sig fra almindelige gårde ved sin større størrelse og anderledes indretning med flere værelser, blandt andet præstens studerekammer. Her boede ofte også huslærere, kokkepiger og selskabsdamer. Mange præster gik forrest i landbruget, og præstegårdene havde typisk store haver. Præsten var en central skikkelse i lokalsamfundet som statens repræsentant. Han førte kirkebøgerne og vaccinerede børn mod kopper i begyndelsen af 1800-tallet. Præstens indkomst kom fra landbruget, tiende og gaver fra menigheden. Med tiden blev jorden bortforpagtet, og i 1920 forsvandt tiende og offer som lønkilder. I 1800-tallet blev præstegården et samlingspunkt for det lokale fællesskab, særligt under de grundtvigske og indremissionske vækkelser. Her blev der holdt foredrag, bønnemøder, sangaftener og politiske møder – både i de rummelige stuer og i haven om sommeren. I 1890 boede præsten Carl Frederik Theodor Strodtmann i Årslev præstegård sammen med sin hustru Hedvig, datteren Louise, en huslærerinde, to tjenestepiger, en karl og en dreng. Parrets søn Christian George boede ikke hjemme, da han gik på skole i Randers og senere blev læge på Sydsjælland.
Reberbanen
Reberbanen på Hjerl Hede blev anlagt i 1972 som en del af museets formidling af traditionelle håndværk. De oprindelige materialer kom delvist fra en reberbane på Fur, men disse er senere leveret tilbage til Fur Museum. Anlægget og skuret ved siden af er derfor ikke historiske i sig selv, men bruges til at vise, hvordan rebslagning foregik som en udbredt husflidsaktivitet i kystområderne, før fabriksfremstillede reb tog over. Rebslagning var ikke kun noget, der foregik i byernes værksteder. Også blandt landets bønder og fiskere blev der fremstillet reb med enkle redskaber. Bønder brugte materialer som fæhår, revling og halmsimer, mens fiskere havde større behov og nogle gange selv havde en lille reberbane. Især på vestkysten, hvor der var skudesejlads, var behovet for tovværk særligt stort. Rebslagning var ikke et fuldtidsarbejde, men noget man gjorde efter behov – en praktisk husflidsaktivitet, ofte udført af gårdmænd, husmænd eller fiskere. Med Randers Rebs etablering i 1840 og den efterfølgende udbredelse af industriel rebproduktion, blev den hjemmelavede rebslagning efterhånden udkonkurreret. På Hjerl Hede holdes teknikken og traditionen i live som en del af museets levendegørelse.
Håndværkerhuset (1917)
Håndværkerhuset på Hjerl Hede stammer fra Vinderup og blev opført i 1908 af snedkermester Jens Christian Simonsen. Huset fungerede som hans værksted og rummer i dag både et drejerværksted og et tømrer-/snedkerværksted. Simonsen omtales både som tømrer, snedker og drejer – en kombination, der ikke var usædvanlig i mindre byer, hvor faggrænserne ofte var flydende. Han har formentlig fremstillet alt fra stoleben og gardinstænger til kageruller og møbler. I 1920 vendte sønnen Niels hjem fra Californien for at overtage værkstedet. Drejeren på landet blev ofte kaldt rokkedrejer, da hovedproduktionen var spinderokke, men han fremstillede også vindepinde, tøndetappere, legetøj og trævandrør til vandposter. Med foddrejebænkens udbredelse i 1800-tallet blev drejning et populært bierhverv, som mange husmænd og snedkere dyrkede, især om vinteren. Drejebænken stod typisk ved et vindue, så man havde godt arbejdslys. Tømrere fandtes både i by og på land, mens snedkere i højere grad hørte til i købstæderne. På landet tog tømrerne sig ofte også af snedkeropgaver som døre, vinduer og møbler. Efter næringsfriheden i 1857 kunne træhåndværket udvikle sig frit, og det førte til mere specialisering og øget salg af håndværksprodukter, især i takt med landets økonomiske fremgang. Værkstedet i Håndværkerhuset er indrettet med høvlbænk, båndsav og typisk værktøj fra starten af 1900-tallet. På loftet opbevares tømmer, og i trempelen – den forhøjede del af taget – har man indrettet et dueslag, som har bidraget til husholdningen med lidt dueavl.
Mjesinghuset (1900)
Mjesinghuset er fra Mjesing ved Skanderborg. Huset var oprindeligt en landsbyskole, men blev senere et privat ”Musæum” med diverse natur- og kulturgenstande. I husets østgavl er der i dag indrettet et malerværksted fra omkring år 1900, mens der i husets anden ende er indrettet et skomagerværksted, som det kunne have set ud på samme tid.
Bødkerhuset (1932)
Bødkerhuset er fra Hornsyld mellem Horsens og Vejle. En bødker laver kar og spande af træstave, der samles med bånd, lavet af vidjer eller metal. Det var en af de håndværkere, der gerne måtte arbejde på landet før 1860, hvor loven om fri næring kom.
Mejeriet (1901)
Mejeriet på Hjerl Hede er en rekonstruktion af det lille andelsmejeri fra Mandø, der blev opført i 1897 og taget i brug året efter. Selvom mejeriet hørte til blandt de mindste i landet, blev det alligevel etableret af øens 35 bønder, der tilsammen ejede blot 116 malkekøer. Mejeriet blev et vigtigt samlingspunkt på den isolerede ø, hvor adgangen til fastlandet var besværlig. I 1901 blev mejeriet bestyret af Rasmus Sejer Jensen, der netop var flyttet til øen og året før havde giftet sig med Nikoline Marie Nielsen, en lokal skipperdatter. Parret fik hele 10 børn, men den lille lejlighed i mejeriet blev kun brugt af Rasmus i de første år, før han stiftede familie. Til at hjælpe sig i det daglige havde han blandt andet den unge Karoline Kirstine Nielsen. Mejeriet viser med sit indbo og udstyr, hvordan et typisk lille andelsmejeri fungerede omkring år 1900, hvor den industrielle mejeridrift for alvor havde taget fat, og hvor mænd dominerede de nye arbejdsstrukturer, selvom også unge kvinder fandt beskæftigelse her.
Væveriet (1880)
I værkstedet hos væveren ses det, hvordan landsbyvæveren arbejdede, før industrialiseringen ændrede livet på landet. Her blev der vævet stof af det garn, som bønderne spandt. Væverfaget havde en vigtig rolle i samfundet, men fik tilbage sidst i 1800-tallet, da arbejdet i hjemmene blev erstattet af fabriksproduktion.
Købmandsgården (1933)
Købmandshuset på Hjerl Hede stammer fra landsbyen Svinsager i Østjylland og blev bygget i midten af 1800-tallet. Huset var i brug som købmandsbutik indtil 1968. Før 1857 var købmandshandel forbeholdt købstæderne, men med Næringsloven blev det muligt også for folk på landet at drive købmandsforretning. I takt med den økonomiske fremgang i slutningen af 1800-tallet begyndte landbefolkningen at købe flere varer som sukker, kaffe, tobak og mel hos købmanden. I 1930’erne solgte købmanden fortsat basisvarer som sukker, øl og gryn, men også nye fabriksvarer som konserves, margarine og tandpulver. Man kunne desuden købe strømper, undertøj, køkkengrej og lidt porcelæn. Mange kendte mærker var allerede udbredte, fx Anthon Berg, Galle & Jessen, Karen Volf og Sun Maid. Erstatningsprodukter som Rich’s og Danmarks kaffeerstatning var også populære, og slogans herfra huskes stadig. Sortimentet inkluderede også citron- og romessens, vaniljetabletter og flødeskumspulver. I 1933 boede Karl Peder Pedersen og hans hustru Anna Kristine i huset, hvor de drev forretningen uden ansatte. Karl havde overtaget butikken i 1924 fra sin tante Margrethe, kaldet sy-Grethe. Han og Anna drev forretningen til 1968 og var kendt for deres gæstfrihed – kunder blev ofte budt på kaffe i stuen eller haven. Karl udsmykkede husets gavl med mange emaljeskilte, hvilket gjorde butikken kendt i omegnen. Parret fik aldrig børn, men familien havde stor betydning for dem. Ved siden af købmandshuset har museet indrettet et væverværksted, som viser, hvordan vævning foregik omkring 1880. Før 1857 måtte vævere gerne arbejde på landet. Vævning var tidligere et udbredt husflidsarbejde, hvor især kvinder vævede stof til husholdningen eller på bestilling. Den egentlige landsbyvæver var dog en uddannet mand, ofte med rejseerfaring, som udførte det mere fine arbejde og havde høj social status. Sidst i 1800-tallet ændrede væverfaget sig drastisk. Landbruget blev markedsorienteret, og industrien begyndte at producere tekstiler. Hjemmespinding og håndvævning forsvandt gradvist, og antallet af vævere faldt kraftigt op mod år 1900.